Resistencia @ Urbanblog

Det har været sagt alt for længe at venstrefløjen ignorererer islamiske diktaturstaters repression af dertilhørende befolkninger. Men der er ikke meget at komme efter længere. Den politisk korrekte epoke er på mange områder blevet mere og mere faset ud. Se bare her:

 http://www.modkraft.dk/spip.php?page=rec…
 http://www.enhedslisten.dk/search/node/I…
 http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Tema…
http://indymedia.dk/search/
…og en smule på SF.dk, samt Villys blogpostering for det iranske oprør.

Omvendt, kommer der kun ganske få eller næsten ingen resultater frem ved søgning efter Iran på de borgerlige partiers hjemmesider. Og regeringens indstilling til det iranske regime har været ufattelig svagpisset, med Per Stig Møller der ligefrem godkendte “valgresultatet” som toppen af kransekagen.

Det kunne virke som om, at de borgerlige kræfter er i et dilemma i en situation som denne.
For på den ene side er de jo som bekendt stærkt aftagende overfor de totalitære, islamiske samfund, som de i mange år har været fremmest i kritikken af. Spc. i 80-90′erne og starten af 2000-tallet.
Men på den anden side er de grundlæggende stærkt aftagende overfor når folkemasserne og de nedre klasser for alvor tager sagen i egen hånd, gør oprør og laver revolution mod de undertrykkende, reaktionære strukturer. Opgøret med det etablerede hierarki har historisk altid været noget der fik de konservative meningsmagere til at krumme tæer.

Som regel foretrækker de fremgangsmåden om at man arbejder indenfor det eksisterende og kun forandrer (de ALLERværste) dele af samfundet. Ingen samfundsomvæltning, for så går det “for vidt” og så bliver folket jo for frie og kommer af med flere privilegerede skiderikker, og måske endda klasselag!

Det kniber dog med modtagelsen af venstrefløjens moralske opbakning til de underkuede, iranske masser. Mange jævne debattører fra det underlødige, danske brokkevælde, kommer med de mest beklagelige og klumpede argumenter om at grunden til at venstrekræfter som Villy, nu retter hård kritik mod reaktionære mørkemænd, BARE er for at score billige PR-points. Villy Søvndal bliver i politikens blogspalte lynchet sønder og sammen af borgerlige røster (udover de arrige venstrekræfter der stadig ikke har kastet fløjlshandskerne), fordi han ikke gejlede ligeså meget op under mordet på Theo Van Gogh og de reaktionære reaktioner på Muhammedtegningerne. De fatter åbenbart ikke at politikere også er mennesker, der kan ændre holdning og udvide deres horisont.

Hvorfor skal en politiker være dømt til at have en bestemt holdning for evig tid, blot fordi vedkommende engang har været tilbageholdende eller ment så og således?

Bunden er nået hos den radikale venstrefløj. I en af de seneste artikler på Modkraft (der ved gud ikke skal smides i bås med disse infantildestruktivister, blot fordi de dækker hvad der sker indenfor de rækker) tordner nogle af bagfolkene bag galeværket på Hyskenstræde frem med blomstrende analyser og “teser” som “Hyskenstræde var frihedseksplosion”, “Hærværk er politik” og “Mange er ekskluderet fra hærværket, men hærværket burde være for alle, ikke kun for hvide, danske heteromænd!”.

Ja selvfølgelig! Hærværket er da for hulen ikke et problemet, der er bare ikke NOK der deltager i det!
Som om at rudeknusningerne og smadring af bilerne bliver det mindste mere formildende bare fordi skaderne er endnu mere omfattende! Nu kan det da umuligt blive mere retarderet og børnet.

Hærværk er ikke en skid politik. At udøve flyvsk, materiel skade på bygninger og genstande ændrer ikke ved nogen klassemæssige styrkeforhold. Det fører ikke nogen forbedringer med sig. Det ændrer ikke ved grundlæggende samfundsforhold. Og det giver heller ikke vores kultur et ryk fremad.
Det gør kun det, at befolkningen nærer større og større tillid til statsapparatet og reaktionære, autoritære tiltag, samt at befolkningen ser mere igennem fingrene med egentlig politibrutalitet. Kort sagt, det fostrer en mere reaktionær folkestemning. Det gør os IKKE mere frisindede og pædagogiske!

Selvfølgelig er det kvalmende med al den snobbede ensretning, metroseksuelle konformitet, eksklusion og den hjerneblæste lemmingeforbrugerisme.
Men man giver bare ikke den dominerende kultur det mindste alternativ ved at smadre løs på folks hjemlige arealer og tilværelse!

Graffiti KAN være smukt. Men det er det da ikke for alle hvis det absolut SKAL gå udover almindelige beboeres private ejendele. Lav det på et sted hvor det ikke går udover almindelige menneskers hårdt opsparede boliger.

Den yderste venstrefløj (dvs. diverse anarkistiske strømninger) lader slet ikke til at have fattet hvad revolutionær samfundsforandring handler om. Som det blev skrevet om anarkistisk kamppraksis i en artikel om mordet på den 15-årige demonstrant i Grækenland jeg læste andetsteds:

…”hele arbejderklassen må blive mobiliseret ved brug af klassekampens metoder. Med mindre arbejderklassen organisationer mobiliserer alle deres kræfter vil de begå en meget alvorlig fejl ved at overlade modstanden i hænderne på anarkisterne og ultra-venstre grupper der insisterer på deres blinde og hasarderede metoder. Afbrændingen af biler og butikker er en ”kampmetode”, der har den modsatte effekt af hvad man ønsker. Disse metoder giver politistyrkerne den undskyldning som de leder efter til at kunne fremstille sig selv som ”forsvarerne af folkets ejendom”. Det medvirker til at aflede opmærksomheden fra politiets ansvar og til at kriminalisere ungdomsbevægelsen.”

Og hvor er det klart sagt. Ganske vist er denne sag kulturelt funderet og har ikke noget at gøre med egentlig klassekamp og økonomiske vilkår at gøre, men de samme symptomer viser sig.
Mange anarkister har for vane at indskrænke kampen til deres egen lille symbolske ødelæggelsesfest, hvor alt i samfundet, både borgere, samtlige politikere, og værdigenstande gøres til “fjenden”, istedet for at se på den faktiske virkelighed og forholde sig til folks behov og eksistens.

Disse kampmetoder, sidestillet med deres indædte afsky mod alt der hedder organisering, ledelse, og kollektiv handling, påviser at den anarkistiske praksis er håbløst som intet andet. De vil aldrig have basis for at kunne nå et klasseløst samfund uden hierarkier, når de foragter det der skal til for at gennemføre den samfundsforandring de drømmer om. Og især når de foragter folket som helhed.

Man forbedrer heller ikke produktionsforholdene, når man insisterer på ikke at gøre brug af et statsapparat, som netop er nødvendigt for at ekspropriere ressourcer og produktionsapparater, og afskaffe bourgeoisiets enevældige råderet over produktionen. Og specielt ikke ved at smadre de steder hvor folk arbejder. Det opstiller mere et slags scenarie hvor kampen går mellem et samfund med produktion og vækst, og et samfund hvor der slet ikke er nogen produktion, bare én stor losseplads. Tschk!
Derfor må den antikapitalistiske bevægelse istedet for bevæbne sig med et struktureret, materialistisk (ikke idealistisk) teoriapparat som marxismen, og arbejde konkret efter faktiske omstændigheder og muligheder.

Proudhon og Bakunin var ellers velmenende og ganske intelligente teoretikere. Og i 30′ernes Spanien kom man i det mindste i hak med at opbygge et anarkistisk samfund (som så blev sønderslået af nazisterne). Jeg forstår ikke hvad der er blevet af anarkismen, med de tossehoveder vi har idag?

Pernille Rosenkrantz-Theil til Politiken: Den manglende styring af de politiske processer i Enhedslisten medvirker efter min mening til, at partiet næppe nogensinde bliver andet end en irriterende sten i skoen på samfundet. Partiet er ude af stand til at komme til at beslutte sig for, hvor skoen skal gå hen og hvordan.

Det lyder da af noget… Men det kunne pointeres klarere endnu.
At Enhedslisten er en elfenbensromantisk, brokidealistisk studiekreds, der ikke arbejder for faktiske fremskridt, men for at fremstille en indignation over et samfund, de ikke vil arbejde for at gøre noget ved.

Enhedslisten har valgt at være et politisk korrekt samlingspunkt for veluddannede, kulturrelativistiske hattedamer, istedet for at være et rationelt, materialistisk arbejderparti.

Dette er blandt partiets væsentligste problemer. Det foretager Rosenkrantz-Theil derimod ikke noget opgør med.Hun er tværtimod gået venstre ud af ‘listen, som de drejede den på søndagens P1 Orientering 14/12…

Eks-SF’erne fra det nu nedlagte asylnetværk der styrtede ud af partiet som rotter under kloakvandfald rammer flere meter ved siden af med deres kritik af S-SF integrationsudspillet.

I Information-artiklen om disse brægede fårs stillingtagen, lyder udtalelserne bl.a. at “…det er den mest triste del af socialdemokratisk politik, man er gået ind på: Nemlig tankegangen om, at der er noget galt med dem, der kommer hertil. Det er vinklen på alle 14 punkter i udspillet. Selv med de bedste intentioner udtrykker det en dyb mangel på respekt for de her mennesker.“

Samtlige punkter..?! Jeg har meget svært at spotte fremmedhad i størstedelen af det integrationsudspil.

Det er svært at se nogetsomhelst racistisk kendetegn i punkter som f.x. oprettelse af antidiskriminationsenhed, opholdstilladelse til sexslaver, forpligtelse af folke- og privatskoler til at medintegrere, nedbryde arbejdsgivernes racistiske udelukkelser af nydanskere, psykolog-bistand og rettigheder for asylansøgere, og SSP-samarbejdet.

For det andet er der stor forskel mellem at mandsopdække unge indvandrere med hårdtslående urobetjente, og så nærpoliti med socialpædagogisk uddannelse, som er et af de punkter der har fået dele af venstrefløjen på barrikaderne over “højredrejning”.
Derudover er den kontante håndtering af bandekriminalitet, den kontrollerede indvandring, tvangsfjernelserne, og andet der lægges op til i handlingsplanen, for det meste koblet med en medmenneskelig indstilling og egentlige valgmuligheder for de etniske mindretal, fremfor bare ren stigmatisering og nationalmoralske korstog.

Jeg har virkelig svært ved at se hvorfor man skal klynge nogen i hjørne med xenofober og fremmedhadere, blot fordi man ikke ligefrem vil servere alt på et sølvfad uden at koble det med ansvarsforpligtelse, som det var tilfældet i den dybt  lalletolerante og virkelighedsfjerne udlændingepolitik i 80-90′erne.

For det tredje, så burde alle de progressive punkter hvor partierne når til enighed, og de i alt 23 punkter hvor SF har rykket socialdemokraterne (bl.a. cementeret retten til bo og job for asylfolk, SSP-samarbejde, og psykologer på skoler), klart overskygge de enkelte to knaster (24-års-regel og tilknyt.krav) som SF blot måtte erkende er flertal for.

Og det ville for alt i verden være snothamrende dumt, at kassere realiseringen af alle de andre nødvendige, progressive justeringer af udlændingepolitikken blot for at kunne sidde i hjørnet og erklære sig hellig (alt-eller-intet-logikken).

Som en anden fløjfælle så oprigtigt skrev i en debat om samme emne;

“Er den rigtige venstreorienterede strategi at sidde i et elfenbenstårn og brokke sig over, at verden ikke overensstemmer med målsætningerne i vores principprogram? Eller er den at gå ind og kæmpe for selv den mindste forbedring for almindelige mennesker?”

Det kunne ikke være mere trit med virkeligheden.
At stille sig udenfor enhver forhandling hvor det ikke kan lade sig gøre at få SAMTLIGE forslag igennem(!) og råbe som høns i et slangebur,ville ikke ændre synderligt på udfaldet.
Det klart fornuftige udgangspunkt er utvivlsomt at satse pengene på den overvægt af mange andre punkter, hvor partierne er enige og kan føre konkrete forbedringer igennem.

Til dette er der ikke noget egentligt alternativ. Andet end at “vaske sine hænder”, som En(som)hedslisten har for vane at gøre. Man opnår ved gud ingen indflydelse eller forandring ved at nægte at indgå i kompromisser (endda når der er langt større gevinst end der er tab). For facit vil stadigvæk være at flere resultater bliver ført igennem, end ved politisk isolation.

Dette kunne passende blive afrundet af et mindre citat fra Astrid Krag om aftalen;

»…jeg tror faktisk ikke, at der er nogen i det radikale, der vil være uenige i, at en familiekultur, hvor piger skal stoppe deres uddannelse, fordi de skal være hjemmegående husmødre er noget, der ikke passer særligt godt med et ligestillet Danmark. Det er en virkelighed som vi må forholde os til.«

…og en anbefalet analyse, med en nærmere, og meget klar beskrivelse af udspillet i bunden:
- Postet i Dogmetolerance, Fløjls- eller arbejdshandsker?, Integration, Kompromis, Kultur, Politisk korrekthed, Populisme, Racisme, Radikalisme, Realisme | Ingen kommentarer »