Resistencia @ Urbanblog

Den parkistanske marxist Tariq Ali taler klokkeklart ud om Obama, krisen, social forandring, imperialisme, mediehykleri, fortielse og krige i Mellemøsten:

 http://www.youtube.com/watch?v=7oYdvQZVv…

Den norske journalist og forfatter Magnus Margdal, kommer med følgende interessante udsagn i en artikel på Information.

“Arbejderklassen er kun forsvundet fra middelklassens bevidsthed. Og det er folk med middelklassebaggrund, der dominerer ledelserne i de europæiske socialdemokratier,”

“Al deres snak om det klasseløse informationssamfund, hvor folk selv ejer ‘produktionsmidlerne’ - deres hjerner - det er jo ikke sådan, når man ser på, hvor folk flest er beskæftiget. I såkaldte lortejobs i handels- og servicesektoren med lav jobsikkerhed, lave lønninger, dårlige arbejdsforhold og lav organisering,”

Den britiske sociolog Anthony Giddens’ socialliberale ‘Tredje Vej’, der accepterer markedsliberalismen som det eneste mulige, er en del af problemet, ikke løsningen, mener Magnus Marsdal, der konsekvent siger ‘Baron Giddens’ om New Labours hof-teoretiker.

“Anthony Giddens har taget fejl i 15 år og tager endnu mere fejl i dag. Han tror, venstrefløjens problemer skal løses langs den værdipolitiske akse, fordi han tror, den økonomisk-politiske akse ikke længere eksisterer - på trods af, at den økonomiske ulighed bare stiger og stiger,”

Og hvor er det himmelråbende klart sagt. Sikke en omgang gloriepudsende pladder, at klassekampen skulle være uddød, og lønmodtagerne være ligestillet med arbejdsgiverstanden. Hvis det virkelig var tilfældet, som de borgerlige idealister konsekvent påstår fra tid til anden, hvorfor har man så hos det borgerlige hold så gennemført den række af forringelser og nedslidning der er sket i de senere år? Hvorfor har man den konstante stræben hos bl.a. Dyremose og Dansk Industri efter at få afviklet de lempelige arbejdsvilkår, og reduktionen af timeantallet?
Det burde være åbenlyst, at lønmodtagerne og arbejdsgiverne ikke har de samme interesser.

At vi så beskæftiger os mere med service, afspejler ikke nogen forandret klassenatur. Sikke noget vrøvl. Arbejdsdelingen og ledelsen foregår på samme præmis som hidtil. Arbejderklassen er dog blevet mere veluddannet og har fået flere penge mellem hænderne. Men fremhævelsen af de arbejdstagere der bor i Villaer og tjener mere end nogen iværksættere, er bare absurd. Det fremstiller på ingen måde et billede af samtlige lønmodtagere.

Det er helt og aldeles utænkeligt, vi alle på én gang skulle kunne ligge inde med et væld af økonomiske ressourcer og privilegier, der svarer til behovene for en hel forsamling af individer. Der er altid en polarisering i den anden ende, hvis der er overflod i den ene.

I det hele taget er det er en utopisk tanke at arbejderklassen skulle være borgerliggjort. Når der ikke på nogen måde er tale om at produktionsmidlerne er blevet fællesejede, kan en indehaver af en arbejdsplads ikke eksistere uden dertilhørende arbejdskraft.

At store dele af arbejderstanden stemmer borgerligt i disse dage, er der så imidlertid mægtigt mange svar på.

Først og fremmest har den værdipolitiske venstrefløj forårsaget den mest fatalt mislykkede integrationspolitik man kunne forestille sig, og fremført en dybt virkelighedsfjern og inkonsekvent linje ift. de negative følger af indvandringen, og konkrete problemstillinger i kulturdebatten, der optog flere og flere vælgere undertiden.
Man gjorde nydanskere til klienter, og gav uanet grønt lys for øget kriminalitet ved at fraholde dem ethvert ansvar for egne handlinger. Man undlod at stille krav, og forsvarede som venstrefløj ghettoområderne (under illusioner som at “det vil berige vores kultur på samme måde som Solvang i USA”).
Værst var det næsten, når multukulturalisterne forsvarede de mest reaktionære tendenser indenfor strømningerne, og dermed gav afkald på mangeårige venstreorienterede kerneværdier.

Dernæst har traditionelle garanter for arbejderklassen, indledt en højrekurs i sin økonomiske politik, og sluppet noget af koncentrationen på almindelige indbyggeres konkrete dagligdag. Ikke mindst socialdemokratiet, har hårdhudet og konsekvent opslugt det fejlbarlige, nyliberalistiske koncept, den af Anthony Giddens anførte “Tredje Vej”, og dermed markeret et mere ligegyldigt alternativ til den borgerlige blok.

Giddens filosofi om opslugelsen af markedstankegangen blev doktrinen for omdannelsen af det engelske New Labour til et neoliberalt privatiseringsparti, og var ganske svarende til hvad der skete med socialdemokratiet efter Nyrups højrekurs i 90′erne, hvor adskillige virksomheder blev privatiseret og udliciteringen. Sjovt nok forsøger manden selv nu selv at bekæmpe den selv samme kapital’ske rovdrift.

Derudover spiller det nok også en rolle, at topskatten i dag rammer almindelige lønmodtagere på pengepungen, da den  ikke følger inflationen eller samfundets øgede værdi, hvorfor de borgerlige visioner om skattelettelser nu også appellerer til mange arbejdere. Det er egentlig talt imod en reel progressiv beskatning, at smide det samme loft i hovedet på specialarbejdere og håndværkere, som på bankdirektørere og jordejere!

Der kan nok heller ikke herske meget tvivl om, at den degenerede, og bureaukratisk forvrængede “socialisme” i østblokkene, skræmte den danske (og vestlige) befolkning i en sådan grad, at mange fik den opfattelse at man derved skulle undgå en hvilketsomhelst anden form for kollektivistisk økonomisk politik (selvom det er en koldkrigerisk og aldeles binær logik).

Man må håbe at luften snart går af ballonen og New Labour-doktrinen bliver punkteret så vi igen kan få fast grund under fødderne og lade arbejderpartierne fører politik til glæde for fagbevægelsen, og også få sat en stopper for det uhæderlige tyveri af borgerlige værdier.

I sommeren 2005 kom et tidligere SF-medlem ved navnet Villy Dyhr med den antydelse at “med Villy Søvndal som formand bliver SF et mere traditionelt venstrefløjsparti“, og meldte sig efterfølgende ind i socialdemokratiet, med sin begejstring for Helle Thorning-Schmidt, (der senere skulle vise sig at blive garanten for den danske opfølgning på det nyliberale New Labour-koncept).
Han mente at partiet ville slå sig ind på en bedre kurs ved at ty til den samme politik som de europæiske grønne. Med valget af Søvndal ville liste F nu blive det lettere røde rædselskabinet, hvis man skulle tage ekspartigængerens drejning for givet.

Men hvad så nu? Efter Villy Søvndals nyere udmelding om sine egentlige politiske intentioner, er det svært at få øje på de traditionelle venstrefløjsværdier. Villy lægger her, letlæseligt for alle, ud med en klokkeklar accept af kapitalismens fundament. Ikke engang så meget som nationalisering af enkelte kernevirksomheder, (der istedet for blot at være indstillede på at skabe større overskud, kunne indrettes til at give resultater i en videre udstrækning) vil Villy høre tale om. Det eneste venstreøkonomiske Villy bekender sig til iflg. Nyhedsavisens bragte artikel, er et stærkt offentligt system, som så koeksisterer med det private regi.

Ka-pow! Så fik vi det da frem på bordet. SF har nu officielt løftet sløret om sit skift til den socialdemokratiske linje. Ihvertfald er frontfiluren ved at få det endelige stykke mejslet fast.
Mens det (*suk*) ældste “arbejderparti” i Danevang efterhånden har kasseret fokusset på fagbevægelsen og de lavere sociale lag, til fordel for en accept af (mmmh, det ligger godt i maven!) markedsgørelsen og det nyliberale tankesæt, kan SF jo passende indtage den rolle som socialdemokratiet plejede at passe før Nyrups højreskift (nu forstærket af Helle).

Og hvor er det dog håbløst begrundet fra Søvndals side. Endnu engang slutter skikkelser fra venstrefløjen sig til blådemagogernes evige inkonsekvente historiebenægtelse, ved at henvise til de faldefærdige østblok-regimer, der på ingen måde skildrer det udtænkte alternativ til kapitalismen. Sovjetunionen, Kina, Cambodja (føj), Laos, Cuba, Nordkorea, m.fl. var/er degenererede arbejderstater, ffs. Den konsekvente praksis disse eksempler kendetegnede, tog ikke blot overhånd, den imodsagde hvad alle velartikulerede marxistiske tænkere havde sagt var en umulighed.
Man ville gennemføre socialisme i et tilbagestående, feudalt bondesamfund. Infrastrukturen var på ingen måde indrettet til at håndtere, og revolutionen var tilmed isoleret.
Derudover har man i flere (hvis ikke samtlige) af det 20. århundredes historiske eksempler haft en økonomisk indretning, der grundlæggende levede af den kapitalistiske samfundsform, men pakket så tæt ind i gennemreguleringer, at det økonomiske grundlag på ingen måde kunne formå at spirre, men lugtede af socialisme.
De kunne nok kun betegnes som socialistiske efter en stalinistisk og meget rigid definition.

Sovjetunionen er derfor ikke argumentet for hvorfor markedskapitalismen er den eneste platform at sætte sine ben på.
Den er derimod argumentet for at man aldrig skal gennemføre revolutioner (under påskyndelse) i underudviklede, feudale landbrugssamfund, eller forbyde arbejderklassen og menig mand i at danne/organisere andre partiplatforme end det parti som en loge af deforme, sekteriske dogmatikere anser som det sandfærdige.

I øvrigt påviser Søvndal indirekte, at overskudsproduktion kun er kendetegnende for planøkonomi, i hans fortælling om “…da jeg som helt ung mand sad på et universitet i Kiev (hovedstaden i Ukraine, red.) og kiggede på en russisk produktionssplan. Jeg synes, det var voldsomt detaljeret, hvad man politisk havde besluttet, at der skulle produceres af sandaler i Sovjet dengang. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvad nu, hvis det regner mere, end det plejer, denne her sommer? Så kommer de til at ligge inde med at hav af sandaler. Og der må man sige, at vores marked er ekstremt dynamisk og ubureaukratisk.”

Det er jo helt håbløst, når netop overproduktionskriser er iboende i den kapitalistiske sammensætning. Produktion der udelukkende tilgodeser opnåelsen af profit, snarere end at forholde sig til de egentlige behov, giver et sådant resultat.

Det gør det så ikke bedre, at der i slutningen af artiklen stilles det tragiske spørgsmål:

“…vil man med dig som formand for partiet om nogle år kune se et SF, der er langt mere midtersøgende i sin politik“[?]

Og det kan man frygte, hvis dansk politik fortsætter i den karakter som den har gjort hidtil. Nu burde grænsen efterhånden være overskredet flere sømil. Som om det ikke var tilstrækkelig ørepineri at man skal tvinges til at høre V- og S-politikere gentage hinandens nærmest farcerende populistiske angrebslinjer.
Vi trænger til noget mere fast grund under fødderne. Vi har ikke brug for mere “alsidighed” i form af overtagelse af modsatte fløjs grundlæggende værdisæt. Det er allerede slemt nok som det er nu. Vi mangler politikere der kan besidde et klart standpunkt, med ordren i begreberne, og fremføre markante forandringer, uden at pakke det ind i modsatrettede ordforbrug.

Den opgave kan midten netop ikke klare. Midten er IKKE(!) redningen for de politiske spændinger der plager samfundet mest. Den er tværtimod en hindring for substans og klarsynethed. Gang på gang har vi lagt øjne til den perfide nedsmeltning af selvstændige mærkesager, udsalget af ideologiske standpunkter og hvordan “eksperterne” lallegladt pålægger de dominerende magthavere forventningen om at søge mod midterpuljen så de jo kan tiltrække “den brede befolkning”.
Men hvad vil man med indflydelsen hvis man lader sig standardisere fremfor at stræbe ud fra egne pejlemærker..?
Ny Alliance, og større dele af S, R, og V har bevist hvor opslugende et sort hul den danske midte er.
De førende beslutningstagere kører rundt og rundt, istedet for at vælge side, og trækker partitropper på hver side af “fløjtæppet” til at kompromisere hele deres politiske grundlag væk, der ender med at minimere forskelligheden mellem de forskellige parter og derved slække muligheden for alternativer. Det er absolut ikke ambitiøst. Det er små skridt i hver retning fra tid til anden, og vildfaren populisme.
Hvor mange hører ikke andre vælgere tale om hvor latterlig de synes politikken her til lands er blevet, fordi de fleste siger noget lignende det samme?

Der er dog stadig et godt stykke at kravle hvis SF skulle nå ned i midterbaljen. SF har stadig gode, konstruktive kortsigtede løsningsmodeller til konkrete problemstillinger, der klart peger et vist stykke til venstre, og brugbare kulturradikale standpunkter på rets- såvel som uddannelsesområdet og det udenrigspolitiske.
Men med den teori de lægger for dagen, giver det ikke meget mening at de betegner sig som socialistiske. Det nytter ikke at forsøge på at kludre sig udenom definitionernes oprindelige betydning ved at pynte et knæfald for kapitalen med div. retoriske kransekagestykker som “Lige ret til frihed gennem fællesskabets ansvar”, eller “lige muligheder for alsidig livsudfoldelse”, som om at det var det rent systematiske fundament for en kollektiv samfundsplatform med arbejderdemokrati(??).
Det er snarere præget af småforvildede socialreformistiske grundpræmisser om “fredelig sameksistens” mellem udbyttervældet+klasseprivilegier og arbejderselvstyre, pakket ind i andre begreber så de stadig kan betegne sig som socialister.

Lad liberalisterne, de konservative kræfter og de midterborgerlige fremme markedstankegangen, og de progressive fronter føre arbejderpolitikken og de sociale forbedringer (hvis ikke mere).
Nyliberalismen ud af socialdemokratiet, reformismen ud af SF. Mere polarisering. Nu, eller snarest.