Den norske journalist og forfatter Magnus Margdal, kommer med følgende interessante udsagn i en artikel på Information.
“Arbejderklassen er kun forsvundet fra middelklassens bevidsthed. Og det er folk med middelklassebaggrund, der dominerer ledelserne i de europæiske socialdemokratier,”
“Al deres snak om det klasseløse informationssamfund, hvor folk selv ejer ‘produktionsmidlerne’ - deres hjerner - det er jo ikke sådan, når man ser på, hvor folk flest er beskæftiget. I såkaldte lortejobs i handels- og servicesektoren med lav jobsikkerhed, lave lønninger, dårlige arbejdsforhold og lav organisering,”
Den britiske sociolog Anthony Giddens’ socialliberale ‘Tredje Vej’, der accepterer markedsliberalismen som det eneste mulige, er en del af problemet, ikke løsningen, mener Magnus Marsdal, der konsekvent siger ‘Baron Giddens’ om New Labours hof-teoretiker.
“Anthony Giddens har taget fejl i 15 år og tager endnu mere fejl i dag. Han tror, venstrefløjens problemer skal løses langs den værdipolitiske akse, fordi han tror, den økonomisk-politiske akse ikke længere eksisterer - på trods af, at den økonomiske ulighed bare stiger og stiger,”
Og hvor er det himmelråbende klart sagt. Sikke en omgang gloriepudsende pladder, at klassekampen skulle være uddød, og lønmodtagerne være ligestillet med arbejdsgiverstanden. Hvis det virkelig var tilfældet, som de borgerlige idealister konsekvent påstår fra tid til anden, hvorfor har man så hos det borgerlige hold så gennemført den række af forringelser og nedslidning der er sket i de senere år? Hvorfor har man den konstante stræben hos bl.a. Dyremose og Dansk Industri efter at få afviklet de lempelige arbejdsvilkår, og reduktionen af timeantallet?
Det burde være åbenlyst, at lønmodtagerne og arbejdsgiverne ikke har de samme interesser.
At vi så beskæftiger os mere med service, afspejler ikke nogen forandret klassenatur. Sikke noget vrøvl. Arbejdsdelingen og ledelsen foregår på samme præmis som hidtil. Arbejderklassen er dog blevet mere veluddannet og har fået flere penge mellem hænderne. Men fremhævelsen af de arbejdstagere der bor i Villaer og tjener mere end nogen iværksættere, er bare absurd. Det fremstiller på ingen måde et billede af samtlige lønmodtagere.
Det er helt og aldeles utænkeligt, vi alle på én gang skulle kunne ligge inde med et væld af økonomiske ressourcer og privilegier, der svarer til behovene for en hel forsamling af individer. Der er altid en polarisering i den anden ende, hvis der er overflod i den ene.
I det hele taget er det er en utopisk tanke at arbejderklassen skulle være borgerliggjort. Når der ikke på nogen måde er tale om at produktionsmidlerne er blevet fællesejede, kan en indehaver af en arbejdsplads ikke eksistere uden dertilhørende arbejdskraft.
At store dele af arbejderstanden stemmer borgerligt i disse dage, er der så imidlertid mægtigt mange svar på.
Først og fremmest har den værdipolitiske venstrefløj forårsaget den mest fatalt mislykkede integrationspolitik man kunne forestille sig, og fremført en dybt virkelighedsfjern og inkonsekvent linje ift. de negative følger af indvandringen, og konkrete problemstillinger i kulturdebatten, der optog flere og flere vælgere undertiden.
Man gjorde nydanskere til klienter, og gav uanet grønt lys for øget kriminalitet ved at fraholde dem ethvert ansvar for egne handlinger. Man undlod at stille krav, og forsvarede som venstrefløj ghettoområderne (under illusioner som at “det vil berige vores kultur på samme måde som Solvang i USA”).
Værst var det næsten, når multukulturalisterne forsvarede de mest reaktionære tendenser indenfor strømningerne, og dermed gav afkald på mangeårige venstreorienterede kerneværdier.
Dernæst har traditionelle garanter for arbejderklassen, indledt en højrekurs i sin økonomiske politik, og sluppet noget af koncentrationen på almindelige indbyggeres konkrete dagligdag. Ikke mindst socialdemokratiet, har hårdhudet og konsekvent opslugt det fejlbarlige, nyliberalistiske koncept, den af Anthony Giddens anførte “Tredje Vej”, og dermed markeret et mere ligegyldigt alternativ til den borgerlige blok.
Giddens filosofi om opslugelsen af markedstankegangen blev doktrinen for omdannelsen af det engelske New Labour til et neoliberalt privatiseringsparti, og var ganske svarende til hvad der skete med socialdemokratiet efter Nyrups højrekurs i 90′erne, hvor adskillige virksomheder blev privatiseret og udliciteringen. Sjovt nok forsøger manden selv nu selv at bekæmpe den selv samme kapital’ske rovdrift.
Derudover spiller det nok også en rolle, at topskatten i dag rammer almindelige lønmodtagere på pengepungen, da den ikke følger inflationen eller samfundets øgede værdi, hvorfor de borgerlige visioner om skattelettelser nu også appellerer til mange arbejdere. Det er egentlig talt imod en reel progressiv beskatning, at smide det samme loft i hovedet på specialarbejdere og håndværkere, som på bankdirektørere og jordejere!
Der kan nok heller ikke herske meget tvivl om, at den degenerede, og bureaukratisk forvrængede “socialisme” i østblokkene, skræmte den danske (og vestlige) befolkning i en sådan grad, at mange fik den opfattelse at man derved skulle undgå en hvilketsomhelst anden form for kollektivistisk økonomisk politik (selvom det er en koldkrigerisk og aldeles binær logik).
Man må håbe at luften snart går af ballonen og New Labour-doktrinen bliver punkteret så vi igen kan få fast grund under fødderne og lade arbejderpartierne fører politik til glæde for fagbevægelsen, og også få sat en stopper for det uhæderlige tyveri af borgerlige værdier.
