Resistencia @ Urbanblog

Den parkistanske marxist Tariq Ali taler klokkeklart ud om Obama, krisen, social forandring, imperialisme, mediehykleri, fortielse og krige i Mellemøsten:

 http://www.youtube.com/watch?v=7oYdvQZVv…

‘Kapitalismens tidsalder er forbi’.
‘Intet vil være som før. Staten vil spille en langt større rolle end nogensinde tidligere’, lød det fra Financial Times-redaktøren.

Tjaaaeh, en hel produktionsmåde visner nu ikke væk af sig selv. Hvordan skulle det lade sig gøre?
Nu er det bare mavefornemmelser over den mindre stribe af kriseartikler igennem de måneder det har buldret, men der er tilsyneladende lidt for mange mainstram-analytikere der forveksler kapitalismen med neoliberalismen (som er en uhæmmet art af kapitalisme).
Kapitalismen som helhed er blot kendetegnet ved den grundlæggende produktionsform hvor privat ejendomsret over prod.midlerne og udbytning af varer og arbejdskraft er hjørnestenene. Denne struktur er jo den samme selvom vi regulerer og pakker den ind i andre rammer.

Og når de førende figurer i offensiven bare nøjes med at ty til regulering, offentlige investeringer og andre keynesianske remedier, er der ikke noget til hinder for at den rendyrkede kapitalisme kan vende tilbage igen. Ligesom den Friedmanske globaliseringsøkonomi endte med at reintroducere liberalismen flere årtier efter hvor den keynesianske/socialdemokratiske “New deal” var den førende dagsorden.
Gradvise klassemæssige styrkeforhold kan nemt rykkes frem og tilbage. Bourgeoisiet dikterer den økonomiske proces om vi reformerer og beskatter den lidt mere eller ej.

Fandt lige en sjov lille afstemning om hvilke virksomheder man synes møgbelorter miljøet mest.
Også på engelsk: http://www.climategreenwash.org/vote

Oversigten og beskrivelserne giver også et godt billede af hvor håbløst markedet er til at gøre fremskridt ift. klimaudviklingen og fastslår for fulde gardiner hvilken illusion det er at forestille sig at man skulle kunne forbruge verdenen til et bedre sted. Som om det ligger i markedets interesse at forbedre andet end deres vækstpotentiale (ihvertfald hvis vi taler om de kortsigtede…)

Det var med stor skuffelse, dyb foragt og en kold fornemmelse løbende nedad ryggen at jeg læste politikens artikel den grønne højrefløjs bestræbelser på at afskaffe alt i principprogrammet der bare lugter af “revolution”, “klasse” og afskaffelse af kapitalisme.

Præmissen for disse bestræbelser bygger overordnet på typiske floskler om at vi jo skal være “moderne”, her suppleret med typiske middelklassemyter om at “kapitalismen (som begreb) er forældet”, og at vi lever i et klasseløst samfund.
Det er alt sammen forvrøvlede myter, for hvis kapitalismen virkelig var forældet som helhed, og der ikke længere var forskellige lag i samfundet med modstridende interesser, så ville der jo ikke være hverken arbejdsgivere, ophøjede profitfyrster, merværdi eller arbejdsgiverforeninger (eller andre borgerlige samlinger som f.eks. DI) der arbejdede på fuldt tryk for at rulle de sociale forbedringer (lempelige arbejdsvilkår, lønninger, timetal m.m.) tilbage. Hvilket jo netop er tilstede i dagens samfund.

Selve myten om det post-industrielle, klasseløse informationssamfund, lader meget til at bygge på den flade, dybdeløse klasseanalyse, hvor man blot deler folk op efter hvor mange penge de har i pungen, ikke efter deres systematiske position i samfundet.

Villy Søvndal selv, lægger op til at vi kun skal “tøjle kapitalismen”, som det også forlød i Nyhedsavisens artikel om SF’s principprogram den 1/5 ‘08, som han ellers mente havde fordrejet hans udtalelser.

Det er egentlig tragisk, efter min mening, at netop som vi render ind i én af kapitalismens naturlige epidemier - kriseperioden - så kan venstrefløjen ikke mane sig til mere end blot “lidt mere regulering”.

Kriser bliver ikke bare skabt af manglende regulering, eller af enkeltpersoner med en “uansvarlig” opførsel, men er en grundlæggende del af den borgerlige produktionsmådes dynamik; derfor skal den også løses grundlæggende.
Man kan ikke forhindre banker og finansfyrster i at spekulere priserne op til urimelige højder, med efterfølgende bristebobler, uden at samfundet som helhed har rådighed over denne sektor og lægger en plan for denne.

I øvrigt er den typiske opfattelse af revolution vanvittig absurd. Det er jo ikke fordi man ønsker blod i gaderne, krudt og kugler og væbnet opstand, bare fordi man er revolutionær. At være revolutionær betyder kun at man ønsker samfundsforandring på grundlæggende plan, hvilket sagtens kan foregå igennem en demokratisk proces.

Hvis flertallet i SF bestemmer sig for at afskaffe disse rester af egentlig klassebevidsthed, kan partiet ikke titulere sig selv “socialistisk”.
Man er ikke socialist bare fordi man omfordeler lidt fra rig til fattig. Fordi man beskatter. Fordi man regulerer markeder eller lignende.
Nej, disse mekanismer er kun en tilpasning af det bestående system, ikke en erstattelse. Socialdemokratiet rendte i en blindgyde (ift. deres økonomiske politik) slutningen af 1900-tallet, netop fordi de nåede deres mål og ikke indfri flere forandringer, da de vedblev med at opretholde det kapitalistiske system og blot reformere det.

Vi har ikke brug for flere socialdemokratiske forlængelser. Vi har brug for et parti der vil fungere som en demokratisk, udogmatisk varetager af arbejdernes interesser og gøre op med det frie markeds kaos og profitfyrsternes evige udplyndring, som ikke kan løses ved bare at “putte læbestift på grisen”.

Nyliberalismen ud af socialdemokratiet, reformismen ud af SF.

“Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens… Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.”

Allerede i 1848 kunne Marx og Engels forklare den mest grundlæggende børnesygdom i den borgerlige produktionsmåde. Dette er nu lige nøjagtig 160 år siden. Hvad forklarer de nulevende økonomer og førende meningsdannere den dag idag? Er forklaringerne mere pålidelige og rammende alene af den grund at vi skriver 2008?

Svaret må være nej.

De borgerlige økonomer har i alenlange stunder talt om en lys og harmonisk fremtid, hvor der ikke længere ville være kriser, overproduktion men evigt opsving. Og figurer som cheføkonom Helge J. Pedersen, Preben Morrild Angelo, ligesåvel som diverse kværulanter fra hoforganet Børsen har for blot 3, 4 år siden talt om boligmarkedet som en ren succeshistorie og skønmalede opsvinget som noget der ville fortsatte ustandseligt. De kunne ikke forudsige nogetsomhelst. Omkring de samme år hvor andre så klare urotendenser komme snigende, og hvor det da også var normalt at høre disse økonomers respektive borgerlige politikere betegne boligmarkedet som skrøbeligt.

Denne jubelidiotiske optimisme har været mageligt suppleret med middelklassemyten om “det klasseløse informationssamfund” og tendensen til at forælde klassepolitikken som helhed. Nu bliver økonomien, så sent som langt inde i internettets tidsalder, ramt af en jernpæl og den konstante jubelidioti er nu tabt på bordet og istedet erstattet af mere eller mindre jævne tomme, “beroligende” floskler fra økonomer der beder os om at læne os tilbage og giver vink med vognstangen om at “bankerne måske snart sætter renten op igen”, samtidig med de paniske finanskapitalister der febrilsk hyler op om nødvendigheden for statslig kompensation og indblanding, som de ellers på ganske ideologisk vis altid har set som en fare for den økonomiske stabilitet.

Deres monumentale forvirring og de drastiske “humørsving” man ser igennem årene, reflekterer nøje tendensen i de vilde økonomiske op- og nedture. Det ene øjeblik kan der være skingrende panik i børshallerne, det andet øjeblik svømmer de i glædesrus.

Når opsvinget stemmer an, betegner man den statslige indblanding som en fare, i modsat fald er den en nødvendighed. Eller, som formuleret med andre eksempler, som en af mine kammerater frembragte det;
I opsvingsperioder kan de med smukke talegaver tale varmt om øget kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. I perioder med nedtur og stigende lediggang kan de finde “eksperter” til at moralisere for den gode idé om at kvinderne bliver hjemme og passer deres børn. Hele den moralske drejebog skrives naturligvis ud fra hvordan den flyvske udvikling tager sig ud i den givne periode.

Der forekommer så megen komplet forvirring, at man med rette kan konstatere man ikke bliver meget klogere på udmeldingerne fra disse hysteriske profitfyrster.
Men de eneste økonomer og “eksperter” medierne fremhæver fra dag til dag, er de borgerlige økonomer, hvis primære opgave i virkeligheden er at forsvare den kapitalistiske produktionsmåde.
Men mange almindelige folk i hverdagslivet tænker tilsyneladende overhovedet ikke over det, og nøjes med at trække på skuldrene over hele perioden og tænke “nå, den går vel over”. Mærkbart fordi de ikke på noget tidspunkt har fået præsenteret en anden analyse, end de borgerlige økonomers, som medierne så bekvemt gemmer af vejen, med undtagelse af mere intellektuelt orienterede meder som Information, m.m.

Men ikke engang på venstrefløjen ved siden af socialdemokraterne kan man med garanti finde folk der hverken kan forklare årsager til og løsninger på problemet.
Artikler skrevet af fremstående figurer som Enhedsliste-politikeren Johanne-Schmidt Nielsen, og SFU-forkvinden Emilie Turunen, med “analyserne” “Ham der Marx…” og “Krise, krise, krise”, foregiver at være “kapitalismekritiske”, men kommer med opfordringer om noget så sølle, trivielt og tyndslidt som at vi “bare skal have lidt mere regulering”, og “begrænse markederne”. Førstnævnte gør det endda i lyset af at ville træffe Karl Marx’ spøgelse frem fra den støvede bogreol, men rammer åbenlyst ved siden af, når den går i socialdemokratismens og keynesianismens ærinde, ved blot at opfordre til en tilpasning af kapitalen, fremfor dens afskaffelse og ekspropriering.

Lidt regulering, småjusteringer, beskatninger, hist og her, løser ikke en klejne. Da overproduktion, kriser og lediggang netop er grundlæggende problemer i det kapitalistiske system, bør det derfor også løses på grundlæggende plan. En nationalisering af bankerne vil derfor være den eneste måde, hvorpå man kan lægge en rationel plan for deres drift og skabe en vækst der ikke konstant surfer bølger og går stejlt op ad vilde op- og nedturskurver, men istedet tilgodeser de egentlige behov og ikke danner skyhøje lag af fiktiv vækst og himmelflugter i profitraten. Vi kan jo ikke bare fortælle kapitalfyrsterne at de skal lade være med at lave kaos i økonomien. Hverken med smukke ord eller regulerende retningsanvisninger.

I URBAN anno den 9. oktober kunne man læse CEPOS-drengen Martin Ågerup og fortolkeren Martin Viums artikel om Beatles og hvorfor de hårdhændet påstår at deres politiske holdninger var liberalistisk anlagte.

Dette begrundes ud fra en slatten og løs begrebsforståelse om hvem der har patent på frihedsbegrebet og hvad der er i modsætning til dette.
Det bærende for dommen over Beatles’ politiske holdninger er at “Ideen om personlig frihed er liberal”, hvilket i sig selv er absurd og tåbeligt efter min mening, da frihedsbegrebet ikke kan monopoliseres, selvom det ofte bliver forsøgt. Specielt hos det liberale hold.

At Beatles udpensler tanker om frihed i deres tekster, placerer dem overhovedet ikke over i det højrefløjslibertinske felt pr. automatik. Der er for det første masser af anti-autoritære retninger indenfor venstrefløjen der bifalder frisind, selvudfoldelse og indskrænkning af staten (nærmest i overskyggende grad). Det være sig anarkosyndikalisme, venstrekommunisme, luxembourgisme, libertær socialisme, rådssocialisme, eller bare de jævne, ikke-vognspændte humanistiske tankesæt og de udogmatiske, anti-stalinistiske marxister.

I øvrigt er det svært at forestille sig den udråbte og selvbesungne “Working Class Hero” John Lennon, og Labour-manden Paul McCartner være bosat i det casinoliberale hjørne. John Lennons kæmpede bravt for klassiske progressiv medmenneskelighed og hans venstrefløjsaktivisme var endda så omfattende, at den neokonservative Nixon-administration forsøgte at få ham ud af landet af frygt for at miste magten [*].
Ågerups måde at “bortforklare” hensigterne i sange som f.eks. “Eight Days A Week” og “Back In The USSR” munder ud i udenomssnak når han siger: “Ideen om personlig frihed er liberal, og meget fremherskende hos Beatles. John Lennon var i høj grad individualist”.

Og;“Den liberale tankegang ønsker ikke at bestemme, hvor meget eller hvor lidt folk skal arbejde. Det er bare vigtigt, at folk der vælger at arbejde mere, ikke også skal betale mere i skat.”

Det er jo egentligt noget fis, for den borgerlige klasse og arbejdsgiverstanden er jo netop interesserede i at få de arbejdende så meget op i timeantal som muligt, til så lidt i løn som muligt. Uden statslig regulering af markedet ville der bestemt være en tilskyndelse og en stigende tvang til at skulle arbejde mere og mere (indtil evt. nedslidning) af frygt for at blive skiftet ud, da der ikke ville være noget der stod udnyttelsen til trods. USA er, som altid, et fortræffeligt eksempel. Og de konkurrerende virksomheder ville være nødsaget til at stramme skruen om medarbejderne i samme retning.

Det er muligt at den liberale tankegang bifalder friheden til at arbejde i den mængde der passer én, men noget andet er lige netop hvad de borgerlige klasseinteresser tillader.
Det er ikke for ingenting at DI og Arbejdsgiverforeningerne kæmper en fortsat kamp for at komme væk med de lempelige forhold, og presse reallønningerne i en retning der er arbejdsgiverne til fordel.

Derudover, så kan man ikke dele det politiske venstre-højre op i en lineær “stat-individ”-måler, som den liberalisterne evigt og altid bruger. Det man er nødt til at forstå er, at der er afgrundsdyb forskel på at bruge staten til at regulere arbejdsmarkeder, og garantere produktionsforhold, og så at træde ind i almindelige individers dagligstue og forbyde dem at ryge cannabis, eksperimentere i deres seksualliv, eller at posere i en anderledes tøjstil. Sidstnævnte frihedssæt er noget som venstreorienterede i høj grad kan værdsætte og kæmpe for, også selvom der findes nogle pamperikker, sundshedsformyndere og socialbureaukrater der gerne vil stramme klemmen yderligere om det civile liv for “den fælles tryghed”.
Derudover så er begrebet “økonomisk frihed” et simplistisk udtryk, når det afgørende spørgsmål er hvilken klasse denne “frihed” er til fordel for.

Når vi snakker om synet på staten bør det i øvrigt nævnes, at den borgerlige klasse - bourgeoisiet - i virkeligheden benytter denne til at fastholde sin produktionsmåde, på samme måde som de dominerende lag i de forgangne slave- og feudalsamfund benyttede staten til at fastholde deres. F.eks. bruger bourgeoisiet i den nuværende krise staten til at kompensere for deres tab og udfaldet af det frie markeds kaos, på bekostning af almindelige menneskers pengepung, eller leder staten til at træffe beslutninger der beskytter de borgerlige privilegier, og sikre deres profitmargin, under trusler om udflytning, eksempelvis.

For at perspektivere yderligere over Martin Ågerups monopolisering af frihedsbegrebet, kan de vestlige borgerligt-imperialistiske regeringsmagter og deres initiativer også nævnes. Disse er klokkeklare eksempler på, at højrefløjen ikke har det mindste patent på frihed som helhed, og at det heller ikke i særlig stor grad er “frihed” der er deres dagsorden i øjeblikket.
Se f.eks. på initiativer som Fogh-kabinettets terrorpakker, klapjagt på minoriteter, hovedløse Christiania-razziaer, præventive anholdelser, krav om kollektive afstraffelser, nedsættelse af krim.lavlalder, Sarkozy-regeringens EVDIGE-projekt (overvågning af alle fagligt og politisk aktive over 13), USAs “Patriot Act”, og al den øvrige strøm af overvågning, stivpandethed, hemmeligt politi, mistænksomhed, hårdere straffe, frygt, angst, pis, papir, bureaukrati, og udhuling af forskelligheden. Hvem er det der lige der tendenserer til tvangstanker, og autoritære

Det må nu også være svært at slå en sådan frihed øvest på dagsordenen, når kapitalismen for længst er blevet reaktionær, i modsætning til hvad den var under de liberale revolutioner i 17-1800-tallet, hvor stemmeret, parlamentarisme, ytringsfrihed og afskaffelse af monarkiet udvidede den menneskelige tilværelse.

Liberalismen har altså ikke patent på frihed. Hverken kan The Beatles spændes fast i en borgerlig vogn for at udbasunere frihedsidealer i deres sanglyrikker.

Den norske journalist og forfatter Magnus Margdal, kommer med følgende interessante udsagn i en artikel på Information.

“Arbejderklassen er kun forsvundet fra middelklassens bevidsthed. Og det er folk med middelklassebaggrund, der dominerer ledelserne i de europæiske socialdemokratier,”

“Al deres snak om det klasseløse informationssamfund, hvor folk selv ejer ‘produktionsmidlerne’ - deres hjerner - det er jo ikke sådan, når man ser på, hvor folk flest er beskæftiget. I såkaldte lortejobs i handels- og servicesektoren med lav jobsikkerhed, lave lønninger, dårlige arbejdsforhold og lav organisering,”

Den britiske sociolog Anthony Giddens’ socialliberale ‘Tredje Vej’, der accepterer markedsliberalismen som det eneste mulige, er en del af problemet, ikke løsningen, mener Magnus Marsdal, der konsekvent siger ‘Baron Giddens’ om New Labours hof-teoretiker.

“Anthony Giddens har taget fejl i 15 år og tager endnu mere fejl i dag. Han tror, venstrefløjens problemer skal løses langs den værdipolitiske akse, fordi han tror, den økonomisk-politiske akse ikke længere eksisterer - på trods af, at den økonomiske ulighed bare stiger og stiger,”

Og hvor er det himmelråbende klart sagt. Sikke en omgang gloriepudsende pladder, at klassekampen skulle være uddød, og lønmodtagerne være ligestillet med arbejdsgiverstanden. Hvis det virkelig var tilfældet, som de borgerlige idealister konsekvent påstår fra tid til anden, hvorfor har man så hos det borgerlige hold så gennemført den række af forringelser og nedslidning der er sket i de senere år? Hvorfor har man den konstante stræben hos bl.a. Dyremose og Dansk Industri efter at få afviklet de lempelige arbejdsvilkår, og reduktionen af timeantallet?
Det burde være åbenlyst, at lønmodtagerne og arbejdsgiverne ikke har de samme interesser.

At vi så beskæftiger os mere med service, afspejler ikke nogen forandret klassenatur. Sikke noget vrøvl. Arbejdsdelingen og ledelsen foregår på samme præmis som hidtil. Arbejderklassen er dog blevet mere veluddannet og har fået flere penge mellem hænderne. Men fremhævelsen af de arbejdstagere der bor i Villaer og tjener mere end nogen iværksættere, er bare absurd. Det fremstiller på ingen måde et billede af samtlige lønmodtagere.

Det er helt og aldeles utænkeligt, vi alle på én gang skulle kunne ligge inde med et væld af økonomiske ressourcer og privilegier, der svarer til behovene for en hel forsamling af individer. Der er altid en polarisering i den anden ende, hvis der er overflod i den ene.

I det hele taget er det er en utopisk tanke at arbejderklassen skulle være borgerliggjort. Når der ikke på nogen måde er tale om at produktionsmidlerne er blevet fællesejede, kan en indehaver af en arbejdsplads ikke eksistere uden dertilhørende arbejdskraft.

At store dele af arbejderstanden stemmer borgerligt i disse dage, er der så imidlertid mægtigt mange svar på.

Først og fremmest har den værdipolitiske venstrefløj forårsaget den mest fatalt mislykkede integrationspolitik man kunne forestille sig, og fremført en dybt virkelighedsfjern og inkonsekvent linje ift. de negative følger af indvandringen, og konkrete problemstillinger i kulturdebatten, der optog flere og flere vælgere undertiden.
Man gjorde nydanskere til klienter, og gav uanet grønt lys for øget kriminalitet ved at fraholde dem ethvert ansvar for egne handlinger. Man undlod at stille krav, og forsvarede som venstrefløj ghettoområderne (under illusioner som at “det vil berige vores kultur på samme måde som Solvang i USA”).
Værst var det næsten, når multukulturalisterne forsvarede de mest reaktionære tendenser indenfor strømningerne, og dermed gav afkald på mangeårige venstreorienterede kerneværdier.

Dernæst har traditionelle garanter for arbejderklassen, indledt en højrekurs i sin økonomiske politik, og sluppet noget af koncentrationen på almindelige indbyggeres konkrete dagligdag. Ikke mindst socialdemokratiet, har hårdhudet og konsekvent opslugt det fejlbarlige, nyliberalistiske koncept, den af Anthony Giddens anførte “Tredje Vej”, og dermed markeret et mere ligegyldigt alternativ til den borgerlige blok.

Giddens filosofi om opslugelsen af markedstankegangen blev doktrinen for omdannelsen af det engelske New Labour til et neoliberalt privatiseringsparti, og var ganske svarende til hvad der skete med socialdemokratiet efter Nyrups højrekurs i 90′erne, hvor adskillige virksomheder blev privatiseret og udliciteringen. Sjovt nok forsøger manden selv nu selv at bekæmpe den selv samme kapital’ske rovdrift.

Derudover spiller det nok også en rolle, at topskatten i dag rammer almindelige lønmodtagere på pengepungen, da den  ikke følger inflationen eller samfundets øgede værdi, hvorfor de borgerlige visioner om skattelettelser nu også appellerer til mange arbejdere. Det er egentlig talt imod en reel progressiv beskatning, at smide det samme loft i hovedet på specialarbejdere og håndværkere, som på bankdirektørere og jordejere!

Der kan nok heller ikke herske meget tvivl om, at den degenerede, og bureaukratisk forvrængede “socialisme” i østblokkene, skræmte den danske (og vestlige) befolkning i en sådan grad, at mange fik den opfattelse at man derved skulle undgå en hvilketsomhelst anden form for kollektivistisk økonomisk politik (selvom det er en koldkrigerisk og aldeles binær logik).

Man må håbe at luften snart går af ballonen og New Labour-doktrinen bliver punkteret så vi igen kan få fast grund under fødderne og lade arbejderpartierne fører politik til glæde for fagbevægelsen, og også få sat en stopper for det uhæderlige tyveri af borgerlige værdier.

I sommeren 2005 kom et tidligere SF-medlem ved navnet Villy Dyhr med den antydelse at “med Villy Søvndal som formand bliver SF et mere traditionelt venstrefløjsparti“, og meldte sig efterfølgende ind i socialdemokratiet, med sin begejstring for Helle Thorning-Schmidt, (der senere skulle vise sig at blive garanten for den danske opfølgning på det nyliberale New Labour-koncept).
Han mente at partiet ville slå sig ind på en bedre kurs ved at ty til den samme politik som de europæiske grønne. Med valget af Søvndal ville liste F nu blive det lettere røde rædselskabinet, hvis man skulle tage ekspartigængerens drejning for givet.

Men hvad så nu? Efter Villy Søvndals nyere udmelding om sine egentlige politiske intentioner, er det svært at få øje på de traditionelle venstrefløjsværdier. Villy lægger her, letlæseligt for alle, ud med en klokkeklar accept af kapitalismens fundament. Ikke engang så meget som nationalisering af enkelte kernevirksomheder, (der istedet for blot at være indstillede på at skabe større overskud, kunne indrettes til at give resultater i en videre udstrækning) vil Villy høre tale om. Det eneste venstreøkonomiske Villy bekender sig til iflg. Nyhedsavisens bragte artikel, er et stærkt offentligt system, som så koeksisterer med det private regi.

Ka-pow! Så fik vi det da frem på bordet. SF har nu officielt løftet sløret om sit skift til den socialdemokratiske linje. Ihvertfald er frontfiluren ved at få det endelige stykke mejslet fast.
Mens det (*suk*) ældste “arbejderparti” i Danevang efterhånden har kasseret fokusset på fagbevægelsen og de lavere sociale lag, til fordel for en accept af (mmmh, det ligger godt i maven!) markedsgørelsen og det nyliberale tankesæt, kan SF jo passende indtage den rolle som socialdemokratiet plejede at passe før Nyrups højreskift (nu forstærket af Helle).

Og hvor er det dog håbløst begrundet fra Søvndals side. Endnu engang slutter skikkelser fra venstrefløjen sig til blådemagogernes evige inkonsekvente historiebenægtelse, ved at henvise til de faldefærdige østblok-regimer, der på ingen måde skildrer det udtænkte alternativ til kapitalismen. Sovjetunionen, Kina, Cambodja (føj), Laos, Cuba, Nordkorea, m.fl. var/er degenererede arbejderstater, ffs. Den konsekvente praksis disse eksempler kendetegnede, tog ikke blot overhånd, den imodsagde hvad alle velartikulerede marxistiske tænkere havde sagt var en umulighed.
Man ville gennemføre socialisme i et tilbagestående, feudalt bondesamfund. Infrastrukturen var på ingen måde indrettet til at håndtere, og revolutionen var tilmed isoleret.
Derudover har man i flere (hvis ikke samtlige) af det 20. århundredes historiske eksempler haft en økonomisk indretning, der grundlæggende levede af den kapitalistiske samfundsform, men pakket så tæt ind i gennemreguleringer, at det økonomiske grundlag på ingen måde kunne formå at spirre, men lugtede af socialisme.
De kunne nok kun betegnes som socialistiske efter en stalinistisk og meget rigid definition.

Sovjetunionen er derfor ikke argumentet for hvorfor markedskapitalismen er den eneste platform at sætte sine ben på.
Den er derimod argumentet for at man aldrig skal gennemføre revolutioner (under påskyndelse) i underudviklede, feudale landbrugssamfund, eller forbyde arbejderklassen og menig mand i at danne/organisere andre partiplatforme end det parti som en loge af deforme, sekteriske dogmatikere anser som det sandfærdige.

I øvrigt påviser Søvndal indirekte, at overskudsproduktion kun er kendetegnende for planøkonomi, i hans fortælling om “…da jeg som helt ung mand sad på et universitet i Kiev (hovedstaden i Ukraine, red.) og kiggede på en russisk produktionssplan. Jeg synes, det var voldsomt detaljeret, hvad man politisk havde besluttet, at der skulle produceres af sandaler i Sovjet dengang. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvad nu, hvis det regner mere, end det plejer, denne her sommer? Så kommer de til at ligge inde med at hav af sandaler. Og der må man sige, at vores marked er ekstremt dynamisk og ubureaukratisk.”

Det er jo helt håbløst, når netop overproduktionskriser er iboende i den kapitalistiske sammensætning. Produktion der udelukkende tilgodeser opnåelsen af profit, snarere end at forholde sig til de egentlige behov, giver et sådant resultat.

Det gør det så ikke bedre, at der i slutningen af artiklen stilles det tragiske spørgsmål:

“…vil man med dig som formand for partiet om nogle år kune se et SF, der er langt mere midtersøgende i sin politik“[?]

Og det kan man frygte, hvis dansk politik fortsætter i den karakter som den har gjort hidtil. Nu burde grænsen efterhånden være overskredet flere sømil. Som om det ikke var tilstrækkelig ørepineri at man skal tvinges til at høre V- og S-politikere gentage hinandens nærmest farcerende populistiske angrebslinjer.
Vi trænger til noget mere fast grund under fødderne. Vi har ikke brug for mere “alsidighed” i form af overtagelse af modsatte fløjs grundlæggende værdisæt. Det er allerede slemt nok som det er nu. Vi mangler politikere der kan besidde et klart standpunkt, med ordren i begreberne, og fremføre markante forandringer, uden at pakke det ind i modsatrettede ordforbrug.

Den opgave kan midten netop ikke klare. Midten er IKKE(!) redningen for de politiske spændinger der plager samfundet mest. Den er tværtimod en hindring for substans og klarsynethed. Gang på gang har vi lagt øjne til den perfide nedsmeltning af selvstændige mærkesager, udsalget af ideologiske standpunkter og hvordan “eksperterne” lallegladt pålægger de dominerende magthavere forventningen om at søge mod midterpuljen så de jo kan tiltrække “den brede befolkning”.
Men hvad vil man med indflydelsen hvis man lader sig standardisere fremfor at stræbe ud fra egne pejlemærker..?
Ny Alliance, og større dele af S, R, og V har bevist hvor opslugende et sort hul den danske midte er.
De førende beslutningstagere kører rundt og rundt, istedet for at vælge side, og trækker partitropper på hver side af “fløjtæppet” til at kompromisere hele deres politiske grundlag væk, der ender med at minimere forskelligheden mellem de forskellige parter og derved slække muligheden for alternativer. Det er absolut ikke ambitiøst. Det er små skridt i hver retning fra tid til anden, og vildfaren populisme.
Hvor mange hører ikke andre vælgere tale om hvor latterlig de synes politikken her til lands er blevet, fordi de fleste siger noget lignende det samme?

Der er dog stadig et godt stykke at kravle hvis SF skulle nå ned i midterbaljen. SF har stadig gode, konstruktive kortsigtede løsningsmodeller til konkrete problemstillinger, der klart peger et vist stykke til venstre, og brugbare kulturradikale standpunkter på rets- såvel som uddannelsesområdet og det udenrigspolitiske.
Men med den teori de lægger for dagen, giver det ikke meget mening at de betegner sig som socialistiske. Det nytter ikke at forsøge på at kludre sig udenom definitionernes oprindelige betydning ved at pynte et knæfald for kapitalen med div. retoriske kransekagestykker som “Lige ret til frihed gennem fællesskabets ansvar”, eller “lige muligheder for alsidig livsudfoldelse”, som om at det var det rent systematiske fundament for en kollektiv samfundsplatform med arbejderdemokrati(??).
Det er snarere præget af småforvildede socialreformistiske grundpræmisser om “fredelig sameksistens” mellem udbyttervældet+klasseprivilegier og arbejderselvstyre, pakket ind i andre begreber så de stadig kan betegne sig som socialister.

Lad liberalisterne, de konservative kræfter og de midterborgerlige fremme markedstankegangen, og de progressive fronter føre arbejderpolitikken og de sociale forbedringer (hvis ikke mere).
Nyliberalismen ud af socialdemokratiet, reformismen ud af SF. Mere polarisering. Nu, eller snarest.

“When the capitalists and the ruling classes apologize for:
Colonialism, the 14 hour day, abuse of class privilege, 7 day working weeks, children in coal-mines, the opium wars, the massacre of the Paris Commune, slavery, the Spanish-American War, the Boer War, starvation, apartheid, anti-union laws, the First World War, Flanders, trench warfare, mustard gas, aerial bombing, the Soviet Intervention, the Armenian Genocide, the arms industry, chemical weapons production, fascism, the Great Depression, hunger marches, Nazism, the Spanish Civil War, militarism, Asbestosis, radiation death, the Massacre of Nanking, the Second World War, Belsen, Dresden, Hiroshima, Racism, The Mafia, nuclear weapons, the Korean War, DDT, McCarthyism, production lines, blacklists, Thalidomide, raping the Third World, poverty, Nixon, the arms race, plastic surgery, the electric chair, environmental degradation, the Vietnam War, the military suppression of Greece, India, Malaya, Indonesia, Chile, El Salvador, Nicaragua, Panama and Turkey, the Gulf War, trade in human body parts, malnutrition, Exxon Valdez, deforestation, organized crime, the Heroin and Cocain trade, tuberculosis, the destruction of the Ozone Layer, (contributions to the extent of) cancer, exploitation of labour and the deaths of 50,000,000 communists and trade unionists in this century alone, then, and only then, will I even consider apologizing for the errors of socialism.”

Blot et ‘lille’ citatudklip til eftertanke, da dødsbyrden for (den ekstreme, uhæmmede) kapitalisme historisk vel kan formås at overstige konsekvenserne for forvrænget kommunisme, set fra et dybere perspektiv og udenom historieforfalskningen <_<…

“Vi lever i en forunderlig verden. Ting der ikke burde kunne lade sig gøre, sker alligevel. I årevis har borgerlige økonomer, politikere og bankfolk lovet os, at det økonomiske opsving ville vare til evig tid, at festen på boligmarkedet aldrig ville slutte, og at kapitalismen ville give os alle en lys fremtid med lykke og fremgang. Den bedste af alle verdener!Alligevel opfører økonomien sig anderledes. Alligevel ser vi den værste periode i årtier på verdens aktiemarkeder. Alligevel er de borgerlige økonomer vågnet op af deres jubelrus og har opdaget, at økonomien formentlig er på vej ind i en alvorlig nedtur. Alligevel oplever vi, at prisen på transport og fødevarer er eksploderet. Alligevel ser det ud til, at den borgerlige økonomiske teori er bankerot, og marxisternes prognose holder stik.De drastiske fald på aktiemarkederne har mellem august 2007 og januar i år allerede kostet staten mellem 15 og 20 milliarder, hovedsageligt på grund af tabte skatteindtægter på pensioner. Det er næsten det samme, som alle ungdomsuddannelserne tilsammen koster. Der vil komme flere af sådanne fald i fremtiden, i takt med at økonomien forværres. De grundlæggende årsager til aktiemarkedernes fald er nemlig, at kapitalisternes tillid til mulighederne for fremtidig profit i den virkelige produktion er meget lav. Når kapitalisterne ikke øjner tilstrækkelig profit, så hiver de pengene hjem i en fart, og alle investeringer stopper.Profitterne i USA ser ud til at være faldet med op til 10 procent i sidste kvartal af 2007. Der er ingen tvivl, om at faldet vil fortsætte – og vokse – i år. Det vil sætte en stopper for investeringer. Det vil sætte en stopper for produktion. Det vil sætte en stopper for ”fuld beskæftigelse”. Det vil sætte en stopper for andre økonomier i verden, der er afhængige af at handle med USA – herunder Kina og Europa. Og Danmark. Det vil sætte en stopper for illusionerne om, at kapitalismen i det 21. århundrede er den bedste af alle verdener.I England har vi allerede set, hvordan fallerede finanskapitalister reagerer på, at deres eget system er i krise: højlydt kræver de kompensation fra det offentlige – og den britiske regering er ilet til hjælp med en blankocheck til banken Northern Rock. De samme politikere, der til daglig er travlt beskæftiget med at være åh-så ”ansvarlige” og privatisere og skære ned på de offentlige udgifter til uddannelse, sundhed, transport og velfærd, tilbyder omgående økonomisk bistandshjælp i milliardklassen så snart, det begynder at gøre ondt på finansfyrsterne. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se samme udvikling i Danmark i den næste periode. Regningen for det økonomiske rod, som det kapitalistiske system har skabt, vil blive betalt af skattepengene, som igen kommer fra de danske arbejderfamilier.Den økonomiske nedtur har været undervejs i mange år. Egentlig har forholdene for en økonomisk krise været til stede i en årrække, men opsvinget er blevet kunstigt forlænget gennem øget låntagning, som kunstigt har pumpet penge ud i økonomien. Problemet er, at gælden er tæt bundet til boligmarkedet, som nu er på vej nedad. Dertil kommer, at kapitalisterne i høj grad har spekuleret i aktier og værdipapirer i stedet for at investere i udvikling af produktion. Ud fra den enkelte kapitalists synspunkt er det ganske forståeligt at forsøge at ”tjene penge på penge” som Marx formulerede det, men for samfundet som helhed er det vanvid.Sandheden er, at kriser, hvor velfungerende fabrikker, transportmidler og maskiner får lov at ligge urørte samtidig med, at arbejdere går ledige, er en fast del af kapitalismen. Det skyldes, at der under kapitalismen produceres efter profit og ikke efter en rationel plan. Alle kapitalister planlægger produktionen i deres egen virksomhed, ofte flere år ud i fremtiden. Alligevel hævder de borgerlige, at planlægning af økonomiens vigtigste dele er af det onde. Det er det måske også for et lille mindretal, der lever af spekulation, profit og renter. Men for det store flertal i Danmark og på verdensplan, der kommer til at betale dyrt for den krise, der nu er begyndt, betyder ”det frie marked” alene frihed til at gå ned i levestandard for at bevare et ubrugeligt og forældet økonomisk system.

I denne sammenhæng skal det nævnes, at forhandlingerne om de offentlige overenskomster vil afspejle den stigende polarisering i økonomien og samfundet som helhed. Kapitalisternes politiske repræsentanter i de borgerlige partier vil kæmpe med næb og klør for, at det er arbejderklassen, der kommer til at bære byrden for en økonomisk nedgang. Men det er fuldstændig uacceptabelt. De offentligt ansattes krav er yderst beskedne og helt igennem rimelige. Der er brug for at kæmpe en overenskomst igennem, som sikrer de offentligt ansattes forhold og sætter en stopper for alle angreb på velfærden.

I den kommende periode vil den klassiske reformistiske parole om at ”der er penge nok” til at betale for forbedringer inden for kapitalismen blive til støv og aske. I en periode hvor økonomien går nedad og der vil komme underskud på statens finanser, bliver alle politiske retninger, der accepterer kapitalisternes private ejendomsret til banker, forsikringsselskaber og de store virksomheder, nødt til at følge den kapitalistiske økonomiske ”logik” og acceptere angreb på velfærd og arbejdspladser. Der er brug for, at arbejderbevægelsen sætter hårdt mod hårdt i denne situation. Arbejderklassen er ikke forpligtet til at betale for, at kapitalisternes system ikke dur. Hvis kapitalisterne ikke kan drive økonomien fremad, så må de 200 største virksomheder overtages af staten og drives under arbejdernes egen ledelse og kontrol. Det er den linje, vi fremfører i arbejderbevægelsen.”

- Fra http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=1835