Resistencia @ Urbanblog

- http://modkraft.dk/spip.php?article11611

“Præsident Obama modtager således i gennemsnit 30 dødstrusler om dagen – fire gange så mange som hans forgænger, George W. Bush – og med en eksplosiv vækst i USA’s fascistiske væbnede militser, og med adskillige eksempler på maskinpistolbevæbnede højreekstremister til offentlige møder, hvor præsidenten har været tilstede”

“Flere iagttagere beskriver stemningen i USA i øjeblikket som mindst ligeså hadefuld som op til attentatet på præsident John F. Kennedy i 1963.”

“Under et af disse møder i Arizona den 17. august i år mødte 12 bevæbnede militsfolk op udenfor det kongrescenter, hvor mødet fandt sted – kort efter at en lokal præst, Steven Anderson fra the Faithful World Baptist Church, havde afholdt en prædiken, hvori han åbenlyst ønskede præsidenten død”

En så sindsforvirret folkestemning burde vise, hvor meget ignorance der er i det amerikanske samfund.

Ikke bare bunder disse konspiratoriske vredesudbrud i racistisk had til Obamas hudfarve, det er også en lynende retarderet sammenligning de bringer på bane.

De sammenligner Obama med Hitler, fordi han kæmper for en sundhedsreform, hvor det jævne folk vil få mere lige adgang til behandling. Hvad link er der her fra Obamas reform til Hitlers fascistiske raceherredømme? Hvor er der en parallel til jødeforfølgelserne? De etniske udrensninger? De politiske fængslinger? Det er det mest nederdragtige og fordummende sliddersladder hørt i mands minde.

Kendetegnende for 30-40′ernes Tyskland var jo ikke, at staten på nogen måde gav dem sociale forbedringer eller lige vilkår. Hitlers nazityskland havde absolut ikke en hundelort at gøre med progressive reformer eller lighed.

Tværtimod var det et samfund der udslettede alle undermenneskelige individer, lavstående samfundsgrupper og andre etniciteter. Og nazisterne mødte stor beundring fra kapitalister på Wallstreet og blev økonomisk støttet af multinationale selskaber som IBM, A.P. Møller, Coca-Cola, Texaco og Ford.

Derudover var der ingen socialistisk klassekarakter af den produktionsmåde, som det nazistiske Tyskland byggede på. Fagforeninger var afskaffet, den private ejendomsret blev bibeholdt og staten og markedet var smeltet sammen til én superenhed, snarere end at elskaber blev eksproprieret og drevet på andre præmisser. Nazitysklands økonomiske model hældte klart til en keynesiansk, korporativ model.
Herregud, lidt regulering og kontrol af profitter hist og her, er selvfølgelig ikke det samme, som en direkte afskaffelse af profitsystemet og arbejdernes overtagelse af produktionsmidlerne. Her i det nazistiske eksempel, var de stadig på private hænder og fungerede fuldt ud på basis af proditmaksimering og kapitalistiske klasseinteresser. Markedet blev blot smeltet sammen med statsapparatet, som tjente og regulerede til fordel for kapitalisterne, ikke lønmodtagerne. Korporatisme. Noget der også på engelsk kaldes  “the marriage of state and market”.

Den højreekstreme, amerikanske folkestemning påtegner en ignorance på nogenlunde samme stadie, som de bibelske fantaster i middelalderen der hårdnakket påstod at jorden var flad og tog enhver tænkelig barbarisk metode i brug for at gøre det af med skeptikere og kættere der modsatte sig deres orden.

Som det er i USA nu, tjener medicinalindustrien og sundhedsforsikringsselskaberne penge på direkte at AFVISE folk behandling og mange middelklassefolk må direkte gå fra hus og hjem for at få råd til en behandling i det overprivatiserede sundhedsvæsen. Fattige “borgere” der ikke har råd bliver smidt på gaden i bogstaveligste forstand. Sundhedssektoren er tilmed flere gange dyrere i drift, end den universelle model.
Tåbeligt er det herved at ævle om, at statslig sundhedsvæsener ikke virker, når de mildest talt sidder i lort til halsen med deres nuværende ordning. Det fremgår bare ikke så klart for den menige borger, når lobbyisterer gør alt hvad de kan for at tilsløre billedet og opretholde deres luftige tankespind om at den menige amerikaner får opfyldt sine behov i det privatiserede og profitdrevne sundhedssystem.

Det allermest essentielle her er, at der jo allerede findes en lang række samfund herovre i Europa, med en mere eller mindre universel sundhedssektor. Hvis de amerikanske højrefløjsmiljøer tror at fascisme bliver indført med en egalitær sundhedsreform, burde de tage og åbne deres øjne og kigge over på vores samfund og betragte, at der ikke er noget som helst fascistisk diktatur oppe at køre her.

Det har været sagt alt for længe at venstrefløjen ignorererer islamiske diktaturstaters repression af dertilhørende befolkninger. Men der er ikke meget at komme efter længere. Den politisk korrekte epoke er på mange områder blevet mere og mere faset ud. Se bare her:

 http://www.modkraft.dk/spip.php?page=rec…
 http://www.enhedslisten.dk/search/node/I…
 http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Tema…
http://indymedia.dk/search/
…og en smule på SF.dk, samt Villys blogpostering for det iranske oprør.

Omvendt, kommer der kun ganske få eller næsten ingen resultater frem ved søgning efter Iran på de borgerlige partiers hjemmesider. Og regeringens indstilling til det iranske regime har været ufattelig svagpisset, med Per Stig Møller der ligefrem godkendte “valgresultatet” som toppen af kransekagen.

Det kunne virke som om, at de borgerlige kræfter er i et dilemma i en situation som denne.
For på den ene side er de jo som bekendt stærkt aftagende overfor de totalitære, islamiske samfund, som de i mange år har været fremmest i kritikken af. Spc. i 80-90′erne og starten af 2000-tallet.
Men på den anden side er de grundlæggende stærkt aftagende overfor når folkemasserne og de nedre klasser for alvor tager sagen i egen hånd, gør oprør og laver revolution mod de undertrykkende, reaktionære strukturer. Opgøret med det etablerede hierarki har historisk altid været noget der fik de konservative meningsmagere til at krumme tæer.

Som regel foretrækker de fremgangsmåden om at man arbejder indenfor det eksisterende og kun forandrer (de ALLERværste) dele af samfundet. Ingen samfundsomvæltning, for så går det “for vidt” og så bliver folket jo for frie og kommer af med flere privilegerede skiderikker, og måske endda klasselag!

Det kniber dog med modtagelsen af venstrefløjens moralske opbakning til de underkuede, iranske masser. Mange jævne debattører fra det underlødige, danske brokkevælde, kommer med de mest beklagelige og klumpede argumenter om at grunden til at venstrekræfter som Villy, nu retter hård kritik mod reaktionære mørkemænd, BARE er for at score billige PR-points. Villy Søvndal bliver i politikens blogspalte lynchet sønder og sammen af borgerlige røster (udover de arrige venstrekræfter der stadig ikke har kastet fløjlshandskerne), fordi han ikke gejlede ligeså meget op under mordet på Theo Van Gogh og de reaktionære reaktioner på Muhammedtegningerne. De fatter åbenbart ikke at politikere også er mennesker, der kan ændre holdning og udvide deres horisont.

Hvorfor skal en politiker være dømt til at have en bestemt holdning for evig tid, blot fordi vedkommende engang har været tilbageholdende eller ment så og således?

De fleste midter-, højre- og centrum-venstre-analytikere hælder til analysen om at leninismen som politisk tendens var/er synonym med stalinismen, hvilket er helt og aldeles forkert.

Den samfundsforandring der fandt sted under Stalin var i afgørende modsætning til Lenins kriterier for en sund arbejderstat. Progressionen i civillovgivningen man gennemførte under de tidlige bolsjevikker og i forhold til selve produktionsformen, stod i dyb kontrast til “Stålmandens” gulag-despoti, hvor der i virkeligheden var tale om en kontrarevolution. Uanset at Lenins partistruktur er meget streng og disciplinær, var der stadig langt imellem denne, og så til en model, hvor hele samfundet nærmest var påført en centralisme, udvidet til det absolutte. Bl.a. kendetegnet med deportering af revolutionære tænkere til Siberien, udrensninger i partiet, klapjagt på oppositionsfolk (i den grad også fra venstrefløjen!), stalinistiske lejemordere, meningspoliti, og anbringelse i tvangslejre.

Lenin var under alle omstændigheder agitator for et arbejderdemokrati i form af arbejderkomiteer, valg af alle embedsmænd, tilbagetrækning af kandidater, lige løn for både bureaukrater og arbejdere (som er blandt kriterierne for en sund arbejderstat, nedfældet i Lenins værk ‘Staten og revolutionen’) og ikke for en statssammensætning á la det stalinistiske etpartistyre.
Forskellen fra “proletariatets diktatur” til “partiets diktatur”, er ligeledes vigtig at markere.

Også på punktet om statens militære apparat er Stalin og Lenin åbenlyst modstridende. Fra “ingen stående hær, men et bevæbnet folk” til kampvogne der ruller ind i Østeuropa og påtvinger Polen m.fl. et totalitært styre.
Stalin opbyggede også et statsapparat hvor partiet havde økonomiske privilegier på linje med et typisk bourgeoisi.
I modsætning til førnævnte kritierie om at ingen embedsmænd bør lønnes mere end den jævne arbejder (for at undgå levebrødsbureaukrater og nyrrige slyngler).

Højt op på listen af eksempler står den statskapitalistiske produktionsmåde med styring fra oven af et privilegeret bureaukrati, i modsætning til en egentlig arbejderstat, hvor der planlægges demokratisk, på basis af menige indbyggeres egne beslutninger, i samråd med staten.

Derudover oplevede Rusland et kæmpe tilbageskridt ift. kvindefrigørelsen og almene borgerrettigheder, i modsætning til revolutionens første år hvor abort og homoseksuelle parforhold blev afkriminaliseret.
For ikke at tale om alt det nationale hegemoni som det stalinistiske bureaukrati brugte som slør for den afsporede “klassekamp” og elendighederne ved det allestedsnærværende diktatur.

At Josef Stalin karakteriserede Sovjetunionen “marxistisk-leninistisk” og erklærede at bygge på hans læresætninger og teorier, spiller en ret underordnet rolle heraf. Der er altid nyrrige slyngler der tager andre til indtægt for deres gøren og laden.
Personligt er jeg skam ikke leninist. Der er stadig for meget disciplin og meningspligt til at jeg kan æde en partistruktur som ‘demokratisk centralisme’. Men frontsammenblandinger som denne her er afsporende, manipulerende og skaber ignorante forståelser af det politiske spektrum. Lige så vel som Trotskijs forkerte manøvre med at sætte Makhno-anarkisterne i bås med Tsaren og Kornilov kan synes at være meget absurd.

- fra http://jp.dk/indland/indland_politik/art…

“På facaden virker Villy hyggelig, sjov og politisk tilforladelig, men samtidig forsøger han at snige rendyrket socialistisk dogmatik ind af bagdøren, hedder det i nyhedsbrevet som illustreres af et billede at Maos “Lille røde” og teksten: “Er det mon Maos “Lille røde”, der har inspireret Villy Søvndal…?”

Ifølge Venstre vil SF således indføre økonomisk demokrati (ØD) på landets virksomheder og dermed “fratage virksomhedsejere deres ret til selv at bestemme over virksomhedens økonomi”.”

Gudfaderbevares. Som om at økonomisk demokrati har det ringeste at gøre med Sovjetunionen, hvor der jo netop IKKE var økonomisk demokrati, men tværtimod en bureaukratisk dikteret produktionsplanlægning fra oven af et privilegeret statsapparat. Arbejderråd var ikke tilstede efter Stalins kontrarevolution (USSR var statskapitalistisk det meste af vejen, ikke socialistisk).

Og hvor er det plat at fremstille det som en “fratagelse” af personlig frihed og selvbestemmelse, for at arbejdsgiverne dikterer alle de andres position på arbejdspladsen, er jo netop IKKE selvbestemmelse, snarere noget der minder om enevælde.
De reaktionære torskehoveder bliver da også dummere og dummere. Kun ved at vende tingene helt og fuldstændigt på hovedet, kan de fremstille sig selv som “frihedens” garanter og eneleverandører.

Der er ikke engang nogen egentlig socialisme at spore i Villys oplæg. Ingen ekspropriering, eller grundlæggende opgør med privatejet, hvis man da skal dømme ud fra hans tilbagesvar:

“Jeg har da aldrig været i nærheden af at foreslå sovjetiske tilstande i Danmark. Og vi har heller aldrig foreslået ØD. Men vi har foreslået en ordning, hvor medarbejderne og virksomhederne afsætter en pulje penge til videreuddannelse.”

En sideløbende påstand:
“- Forbilledet for SF’s nye ledelse har muligvis været det 16 medlemmer store Politbureau, der var det øverste politiske organ i Det Kommunistiske Parti i Sovjetunionen. SF’s nye principprogram er en lille pamflet med socialistiske paroler, der lyder som et ekko fra Mao og Marx. Man fristes til at kalde det nye principprogram for Villys lille røde, hedder det i nyhedsbrevet.”

- Hvad så med Venstres evindelige topstyre, smagsdommeri og tendens til forbyde kritikere munden indenfor deres eget partipalads?
Uanset det, bør man dog naturligvis være på vagt overfor den foreløbige udvikling i SF. Centralisering skal begrænses til kun at gælde i et absolut nødvendigt omfang. Ellers ender vi som socialdemokraterne hvor partitoppen orienterer sig til en nyliberal dagsorden mens der i baglandet hersker en mere klassisk socialdemokratisk idéånd.

“Den konservative franske regering har i et direktiv den 1. juli tilladt politiet at oprette en database over personer, der er aktive i politiske bevægelser, fagforeninger, religiøse foreninger og andre organisationer.

Databasen, der kaldes EDVIGE-projektet, vil registrere alle over 13 år, der »grundet deres individuelle eller kollektive aktiviteter formentlig vil forstyrre den offentlige orden«, skriver computerbladet Comon på sin hjemmeside.

Det er ikke kun de personer, som politiet mener, udgør en sikkerhedsrisiko, der registreres i databasen, men også dem, »der har søgt eller søger den direkte og ikke tilfældige kontakt med disse personer«.

Databasen vil både registrere navne og adresser, fysiske kendetegn, skatteoplysninger, juridiske forhold, seksuel orientering og helbredsoplysninger på personerne.”

- Fra http://modkraft.dk/spip.php?article8636

 Jøsses i helvedesilden. Som om virkeligheden ikke var skræmmende nok i forvejen. Det forebekommer mere og mere evident hvordan den herskende klasse, også den dag idag, benytter staten som værktøj til at fastholde deres privilegier og dagsorden.

Og alligevel står det halve af befolkningsmasserne rundt om i Europa kraftederdøjteme og skriger på mere politikontrol, reaktionær retspolitik og perfide terrorpakker..?
Det er simpelthen utænkeligt hvordan borgerlige fløjfolk samtidig kan fungere som prædikanter for vestlig “demokrati og frihed”.

Man taler om totalitære tendenser indenfor de reaktionære rækker, som om det skulle være noget der kun eksisterer på venstrefløjen. Gudfaderbevares.

Dette hører vi aldrig om i massemedierne. Hvis interesser varetager de?
En ræverød agenda siger man i blå stue. Den udlægning køber jeg ikke før det sner på Cuba.

“I 1952 omstyrtede man for eksempel den demokratisk valgte Mossadeq i Iran. Mossadeqs forbrydelse var at han ønskede at give den iranske befolkning del i landets olierigdom. Dette fandt man fra britisk og amerikansk side uacceptabelt og man fik derfor indført den følgagtige shahs diktatoriske regime i stedet. Under shahen foretoges omfattende likvideringer af dissidenter af sikkerhedstjenesten SAVAK, som kom til verden med støtte fra USA og Israel i 1957, hvilket senere indirekte var med til at muliggøre Khomeinis kulturrevolution, idet den sekulære opposition næsten var elimineret.

I Guatemala væltede man i 1953 den første demokratisk valgte præsident i Sydamerika, Arbenz Guzman. Han var ikke kommunist, men en oprigtig demokrat, men han måtte fjernes da han udgjorde en trussel mod amerikanske forretningsinteresser, idet hans økonomiske reformer gik på tværs af United Fruit Company’s profitinteresser i landet.

Nitten år senere, i 1972, skabte man gennem en årelang indsats fra CIAs side, grobunden for Augusto Pinochets militærkup i Chile, og dermed grobunden for omstyrtelsen af den demokratisk valgte regering under ledelse af Salvador Allende, der døde under kuppet.”

- Citeret fra en blogartikel fra Kritisk Modpol, bragt på Modkraft, med dertilhørende kilder [1].

…Og i 1959 forsøgte CIA aktivt at opretholde den feudalt-teokratiske orden i Tibet, som undertrykte demokratiske reformbevægelser for afløsning af de feudale ubytterforhold [2], de bragte på diktatorisk vis Saddam Hussein til magten i 70-80′erne, og behøver vi nævne Abu Ghraib, Watergate eller kupforsøget mod Venezuela i 2002?

Med ramme historiske fakta som disse lagt frem på bordet, burde det være uhyrlig nemt at få øje på de totalitære tendenser der lever på højresiden. Demokrati og liberale frihedsrettigheder bliver overalt brugt som bannerdække for de reelle hensigter bag de perfide vestimperialistiske, pro-kapitalistiske korstog, men bliver nævnt i massemedierne som en helt elementær sandhed. Meget nemt at tro når sådanne kendsgerninger ikke bliver belyst.

Man kunne ligeså godt have betegnet de to store magtpoler, USA og Sovjet, som pest og kolera under den kolde krig.