Resistencia @ Urbanblog

Det har været sagt alt for længe at venstrefløjen ignorererer islamiske diktaturstaters repression af dertilhørende befolkninger. Men der er ikke meget at komme efter længere. Den politisk korrekte epoke er på mange områder blevet mere og mere faset ud. Se bare her:

 http://www.modkraft.dk/spip.php?page=rec…
 http://www.enhedslisten.dk/search/node/I…
 http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Tema…
http://indymedia.dk/search/
…og en smule på SF.dk, samt Villys blogpostering for det iranske oprør.

Omvendt, kommer der kun ganske få eller næsten ingen resultater frem ved søgning efter Iran på de borgerlige partiers hjemmesider. Og regeringens indstilling til det iranske regime har været ufattelig svagpisset, med Per Stig Møller der ligefrem godkendte “valgresultatet” som toppen af kransekagen.

Det kunne virke som om, at de borgerlige kræfter er i et dilemma i en situation som denne.
For på den ene side er de jo som bekendt stærkt aftagende overfor de totalitære, islamiske samfund, som de i mange år har været fremmest i kritikken af. Spc. i 80-90′erne og starten af 2000-tallet.
Men på den anden side er de grundlæggende stærkt aftagende overfor når folkemasserne og de nedre klasser for alvor tager sagen i egen hånd, gør oprør og laver revolution mod de undertrykkende, reaktionære strukturer. Opgøret med det etablerede hierarki har historisk altid været noget der fik de konservative meningsmagere til at krumme tæer.

Som regel foretrækker de fremgangsmåden om at man arbejder indenfor det eksisterende og kun forandrer (de ALLERværste) dele af samfundet. Ingen samfundsomvæltning, for så går det “for vidt” og så bliver folket jo for frie og kommer af med flere privilegerede skiderikker, og måske endda klasselag!

Det kniber dog med modtagelsen af venstrefløjens moralske opbakning til de underkuede, iranske masser. Mange jævne debattører fra det underlødige, danske brokkevælde, kommer med de mest beklagelige og klumpede argumenter om at grunden til at venstrekræfter som Villy, nu retter hård kritik mod reaktionære mørkemænd, BARE er for at score billige PR-points. Villy Søvndal bliver i politikens blogspalte lynchet sønder og sammen af borgerlige røster (udover de arrige venstrekræfter der stadig ikke har kastet fløjlshandskerne), fordi han ikke gejlede ligeså meget op under mordet på Theo Van Gogh og de reaktionære reaktioner på Muhammedtegningerne. De fatter åbenbart ikke at politikere også er mennesker, der kan ændre holdning og udvide deres horisont.

Hvorfor skal en politiker være dømt til at have en bestemt holdning for evig tid, blot fordi vedkommende engang har været tilbageholdende eller ment så og således?

Den parkistanske marxist Tariq Ali taler klokkeklart ud om Obama, krisen, social forandring, imperialisme, mediehykleri, fortielse og krige i Mellemøsten:

 http://www.youtube.com/watch?v=7oYdvQZVv…

Fra DR: “Hvis folk gør som Ekstra Bladet anbefaler, så gør de ligesom studenter, der dumper til eksamen: De svarer ikke på dét, der bliver spurgt om. Hvorfor ofre en ligestillingssag, der i princippet er glimrende, for at fremme en anden dagsorden, der har at gøre med, om man er for eller imod kongehuset?”

Hvor er det dog tåbeligt og en kende lavdemokratisk af denne historiker at anfægte folks ret til at stemme nej. At stemme nej til tronfølgeloven fordi at “arvefølgen i kongehuset intet har at gøre med ligestilling. Kongehuset handler om at være født ind i en priviligeret, udvalgt famile, og er et levn fra fortiden” (som Ekstrabladschefredaktøren skriver) er ikke at ignorere hvad sagen handler om, det er at stemme nej til spørgsmålet, med en bestemt begrundelse, som Jes bare ikke bryder sig om. Der er jo ikke nogen der stemte nej i håb om at alene det kunne afskaffe Kongehuset, for det ville jo ikke udløse en sådan ændring.

Demokrati indebærer retten til at være for, imod eller neutral, uanset hvad grunden bag denne stillingtagen så er. Hvilke grunde vi end har til at stemme nej eller ja, skal denne forkælede, og småelitære historiker ikke forbyde os. Folks individuelle præmisser for en bestemt stillingtagen er IKKE noget belæg for at erklære deres demokratiske stillingtagen ugyldig!

Han skriver i øvrigt andetsteds: “Jeg ville bestemt ikke være glad for situationen, hvis jeg var dronning Margrethe. For monarkiet er en institution, hvis berettigelse består i en meget stor folkelig opbakning. Hvis det lykkes et mindretal af republikanere at tvinge ja-siden ned på det mindst mulige ved en folkeafstemning, er det udtryk for, at der er ved at være et antal modstandere mod monarkiet, som man er nødt til at tage alvorligt”

Uh huh? Hvorfor høvlen skal vi tage det alvorligt? Denne “tvangs” fra nej-siden er ikke mere tvang, end når politikere, meningsmagere forsøgere at opnå folkelig opbakning ved spredning af budskaber og lignende. At folk af forskellige politiske strømninger påvirker hinanden og den menige mand, er der iflg. min mening ikke noget at sige til.

Noget lignende det samme som det første,  siger Jes om folkeafstemninger generelt:
“Når folk dumper til eksamen, kan man sige, at de ikke har læst nok eller fulgt ordentlig med i undervisningen. Nej, folk der dumper svarer ikke på det de bliver spurgt om. Sådan er det også tit til afstemninger - folk svarer ikke på det de bliver spurgt om.”

Her fornemmer jeg nærmest et ekko af EU-bureaukraternes (i liste N-slang: eurokraternes) folkeforagt. Når nu han siger det ‘tit’ er sådan til afstemninger, kunne jeg forestille mig han har de EU-relaterede folkeafstemninger i tankerne på dette. Hvad jeg vil ind på her, er at der i forhold til EU-afstemningerne nemlig er en grund. At politikere, medier og embedsfolk konsekvent eller inkonsekvent tilbeholder reel information om hvad der foregår i EU-parlamentet, hvilke planer der er på bureaukraternes bord, hvilke reelle hensigter der ligger bag, og hvad der foregår i øvrige dele af EU-fæstningen. I den anledning kan man derfor forvente, at folk svarer mere løst i luften og ikke har en helt så grundig og gennemarbejdet baggrund for sin stillingtagen.

Indignationen over den evindelige topstyring og manglende mulighed for at forandre og have indflydelse på beslutningerne bør dog under alle omstændigheder komme til udtryk i vælgerdommen. For ét er, hvor meget de forskellige parter er blevet uddannet og har læst om det bestemte embede, noget andet er hvilke interesser de forskellige lag og rangarter af samfundet har, og hvilken DEL af virkeligheden de er i kontakt med! Lige præcis derfor er det, at vi ikke altid kan bruge belæste akademikere og embedsmænd til noget, og at vi ikke altid bliver mere oplyst af at det er dem der svinger staven. For hvis de alligevel sidder oppe i et elfenbenstårn og anskuer virkeligheden fra en uhyrlig abstrakt vinkel, kan de have forkludrede løsninger og indgangsvinkler til de problemer eller holdninger der befinder sig i samfundet.

De fleste midter-, højre- og centrum-venstre-analytikere hælder til analysen om at leninismen som politisk tendens var/er synonym med stalinismen, hvilket er helt og aldeles forkert.

Den samfundsforandring der fandt sted under Stalin var i afgørende modsætning til Lenins kriterier for en sund arbejderstat. Progressionen i civillovgivningen man gennemførte under de tidlige bolsjevikker og i forhold til selve produktionsformen, stod i dyb kontrast til “Stålmandens” gulag-despoti, hvor der i virkeligheden var tale om en kontrarevolution. Uanset at Lenins partistruktur er meget streng og disciplinær, var der stadig langt imellem denne, og så til en model, hvor hele samfundet nærmest var påført en centralisme, udvidet til det absolutte. Bl.a. kendetegnet med deportering af revolutionære tænkere til Siberien, udrensninger i partiet, klapjagt på oppositionsfolk (i den grad også fra venstrefløjen!), stalinistiske lejemordere, meningspoliti, og anbringelse i tvangslejre.

Lenin var under alle omstændigheder agitator for et arbejderdemokrati i form af arbejderkomiteer, valg af alle embedsmænd, tilbagetrækning af kandidater, lige løn for både bureaukrater og arbejdere (som er blandt kriterierne for en sund arbejderstat, nedfældet i Lenins værk ‘Staten og revolutionen’) og ikke for en statssammensætning á la det stalinistiske etpartistyre.
Forskellen fra “proletariatets diktatur” til “partiets diktatur”, er ligeledes vigtig at markere.

Også på punktet om statens militære apparat er Stalin og Lenin åbenlyst modstridende. Fra “ingen stående hær, men et bevæbnet folk” til kampvogne der ruller ind i Østeuropa og påtvinger Polen m.fl. et totalitært styre.
Stalin opbyggede også et statsapparat hvor partiet havde økonomiske privilegier på linje med et typisk bourgeoisi.
I modsætning til førnævnte kritierie om at ingen embedsmænd bør lønnes mere end den jævne arbejder (for at undgå levebrødsbureaukrater og nyrrige slyngler).

Højt op på listen af eksempler står den statskapitalistiske produktionsmåde med styring fra oven af et privilegeret bureaukrati, i modsætning til en egentlig arbejderstat, hvor der planlægges demokratisk, på basis af menige indbyggeres egne beslutninger, i samråd med staten.

Derudover oplevede Rusland et kæmpe tilbageskridt ift. kvindefrigørelsen og almene borgerrettigheder, i modsætning til revolutionens første år hvor abort og homoseksuelle parforhold blev afkriminaliseret.
For ikke at tale om alt det nationale hegemoni som det stalinistiske bureaukrati brugte som slør for den afsporede “klassekamp” og elendighederne ved det allestedsnærværende diktatur.

At Josef Stalin karakteriserede Sovjetunionen “marxistisk-leninistisk” og erklærede at bygge på hans læresætninger og teorier, spiller en ret underordnet rolle heraf. Der er altid nyrrige slyngler der tager andre til indtægt for deres gøren og laden.
Personligt er jeg skam ikke leninist. Der er stadig for meget disciplin og meningspligt til at jeg kan æde en partistruktur som ‘demokratisk centralisme’. Men frontsammenblandinger som denne her er afsporende, manipulerende og skaber ignorante forståelser af det politiske spektrum. Lige så vel som Trotskijs forkerte manøvre med at sætte Makhno-anarkisterne i bås med Tsaren og Kornilov kan synes at være meget absurd.