Resistencia @ Urbanblog

“Pigerne vil gerne have de slemme drenge, også selvom drengene hurtigt forlader dem igen. Dette er nu blevet bekræftet ved videnskabelige studier. “

- http://www.180grader.dk/nyheder/Kvinder … e_m_nd.php

Jeg har længe haft en fornemmelse (ud fra prkt. erfaringer og adskillige udsagn) af at piger har en større hang til grove, kyniske mandetyper, selvom de for det meste siger de lægger vægt på “det indre” og taler så meget om kærlighed og kræver omtanke, medfølelse og jeg ved ikke hvad.

Jeg under mig bare… Hvorfor har mange kvinder (tilsyneladende) en så fuldstændig dum og direkte masochistisk tilbøjelighed på det område?
Ikke fordi artiklen behøves at have ret, men den gav min nysgerrighed et ekstra spark bagi. For jeg synes det er ret deprimerende at tænke på, ærlig talt.

Sådan en tendens er i virkeligheden den allerstørste hindring for kampen mod sexisme. Der er ikke meget encitament for mænd til at behandle kvinder ligeværdigt, hvis kvinder konsekvent eller inkonsekvent vælger de arrogante klepperter.
Hvis kvinder synes mænd er nogen svin, burde de udvikle sig og vælge ordentligt. Lad være at give de søde, ømme fyre den kolde skulder og giv istedet bøllerne det røde kort. Sorry jeg siger det så lige lukt ud af posen, men jeg føler det var på tide. Der er ikke mange der tør, åbenbart.

De fleste midter-, højre- og centrum-venstre-analytikere hælder til analysen om at leninismen som politisk tendens var/er synonym med stalinismen, hvilket er helt og aldeles forkert.

Den samfundsforandring der fandt sted under Stalin var i afgørende modsætning til Lenins kriterier for en sund arbejderstat. Progressionen i civillovgivningen man gennemførte under de tidlige bolsjevikker og i forhold til selve produktionsformen, stod i dyb kontrast til “Stålmandens” gulag-despoti, hvor der i virkeligheden var tale om en kontrarevolution. Uanset at Lenins partistruktur er meget streng og disciplinær, var der stadig langt imellem denne, og så til en model, hvor hele samfundet nærmest var påført en centralisme, udvidet til det absolutte. Bl.a. kendetegnet med deportering af revolutionære tænkere til Siberien, udrensninger i partiet, klapjagt på oppositionsfolk (i den grad også fra venstrefløjen!), stalinistiske lejemordere, meningspoliti, og anbringelse i tvangslejre.

Lenin var under alle omstændigheder agitator for et arbejderdemokrati i form af arbejderkomiteer, valg af alle embedsmænd, tilbagetrækning af kandidater, lige løn for både bureaukrater og arbejdere (som er blandt kriterierne for en sund arbejderstat, nedfældet i Lenins værk ‘Staten og revolutionen’) og ikke for en statssammensætning á la det stalinistiske etpartistyre.
Forskellen fra “proletariatets diktatur” til “partiets diktatur”, er ligeledes vigtig at markere.

Også på punktet om statens militære apparat er Stalin og Lenin åbenlyst modstridende. Fra “ingen stående hær, men et bevæbnet folk” til kampvogne der ruller ind i Østeuropa og påtvinger Polen m.fl. et totalitært styre.
Stalin opbyggede også et statsapparat hvor partiet havde økonomiske privilegier på linje med et typisk bourgeoisi.
I modsætning til førnævnte kritierie om at ingen embedsmænd bør lønnes mere end den jævne arbejder (for at undgå levebrødsbureaukrater og nyrrige slyngler).

Højt op på listen af eksempler står den statskapitalistiske produktionsmåde med styring fra oven af et privilegeret bureaukrati, i modsætning til en egentlig arbejderstat, hvor der planlægges demokratisk, på basis af menige indbyggeres egne beslutninger, i samråd med staten.

Derudover oplevede Rusland et kæmpe tilbageskridt ift. kvindefrigørelsen og almene borgerrettigheder, i modsætning til revolutionens første år hvor abort og homoseksuelle parforhold blev afkriminaliseret.
For ikke at tale om alt det nationale hegemoni som det stalinistiske bureaukrati brugte som slør for den afsporede “klassekamp” og elendighederne ved det allestedsnærværende diktatur.

At Josef Stalin karakteriserede Sovjetunionen “marxistisk-leninistisk” og erklærede at bygge på hans læresætninger og teorier, spiller en ret underordnet rolle heraf. Der er altid nyrrige slyngler der tager andre til indtægt for deres gøren og laden.
Personligt er jeg skam ikke leninist. Der er stadig for meget disciplin og meningspligt til at jeg kan æde en partistruktur som ‘demokratisk centralisme’. Men frontsammenblandinger som denne her er afsporende, manipulerende og skaber ignorante forståelser af det politiske spektrum. Lige så vel som Trotskijs forkerte manøvre med at sætte Makhno-anarkisterne i bås med Tsaren og Kornilov kan synes at være meget absurd.

Bunden er nået hos den radikale venstrefløj. I en af de seneste artikler på Modkraft (der ved gud ikke skal smides i bås med disse infantildestruktivister, blot fordi de dækker hvad der sker indenfor de rækker) tordner nogle af bagfolkene bag galeværket på Hyskenstræde frem med blomstrende analyser og “teser” som “Hyskenstræde var frihedseksplosion”, “Hærværk er politik” og “Mange er ekskluderet fra hærværket, men hærværket burde være for alle, ikke kun for hvide, danske heteromænd!”.

Ja selvfølgelig! Hærværket er da for hulen ikke et problemet, der er bare ikke NOK der deltager i det!
Som om at rudeknusningerne og smadring af bilerne bliver det mindste mere formildende bare fordi skaderne er endnu mere omfattende! Nu kan det da umuligt blive mere retarderet og børnet.

Hærværk er ikke en skid politik. At udøve flyvsk, materiel skade på bygninger og genstande ændrer ikke ved nogen klassemæssige styrkeforhold. Det fører ikke nogen forbedringer med sig. Det ændrer ikke ved grundlæggende samfundsforhold. Og det giver heller ikke vores kultur et ryk fremad.
Det gør kun det, at befolkningen nærer større og større tillid til statsapparatet og reaktionære, autoritære tiltag, samt at befolkningen ser mere igennem fingrene med egentlig politibrutalitet. Kort sagt, det fostrer en mere reaktionær folkestemning. Det gør os IKKE mere frisindede og pædagogiske!

Selvfølgelig er det kvalmende med al den snobbede ensretning, metroseksuelle konformitet, eksklusion og den hjerneblæste lemmingeforbrugerisme.
Men man giver bare ikke den dominerende kultur det mindste alternativ ved at smadre løs på folks hjemlige arealer og tilværelse!

Graffiti KAN være smukt. Men det er det da ikke for alle hvis det absolut SKAL gå udover almindelige beboeres private ejendele. Lav det på et sted hvor det ikke går udover almindelige menneskers hårdt opsparede boliger.

Den yderste venstrefløj (dvs. diverse anarkistiske strømninger) lader slet ikke til at have fattet hvad revolutionær samfundsforandring handler om. Som det blev skrevet om anarkistisk kamppraksis i en artikel om mordet på den 15-årige demonstrant i Grækenland jeg læste andetsteds:

…”hele arbejderklassen må blive mobiliseret ved brug af klassekampens metoder. Med mindre arbejderklassen organisationer mobiliserer alle deres kræfter vil de begå en meget alvorlig fejl ved at overlade modstanden i hænderne på anarkisterne og ultra-venstre grupper der insisterer på deres blinde og hasarderede metoder. Afbrændingen af biler og butikker er en ”kampmetode”, der har den modsatte effekt af hvad man ønsker. Disse metoder giver politistyrkerne den undskyldning som de leder efter til at kunne fremstille sig selv som ”forsvarerne af folkets ejendom”. Det medvirker til at aflede opmærksomheden fra politiets ansvar og til at kriminalisere ungdomsbevægelsen.”

Og hvor er det klart sagt. Ganske vist er denne sag kulturelt funderet og har ikke noget at gøre med egentlig klassekamp og økonomiske vilkår at gøre, men de samme symptomer viser sig.
Mange anarkister har for vane at indskrænke kampen til deres egen lille symbolske ødelæggelsesfest, hvor alt i samfundet, både borgere, samtlige politikere, og værdigenstande gøres til “fjenden”, istedet for at se på den faktiske virkelighed og forholde sig til folks behov og eksistens.

Disse kampmetoder, sidestillet med deres indædte afsky mod alt der hedder organisering, ledelse, og kollektiv handling, påviser at den anarkistiske praksis er håbløst som intet andet. De vil aldrig have basis for at kunne nå et klasseløst samfund uden hierarkier, når de foragter det der skal til for at gennemføre den samfundsforandring de drømmer om. Og især når de foragter folket som helhed.

Man forbedrer heller ikke produktionsforholdene, når man insisterer på ikke at gøre brug af et statsapparat, som netop er nødvendigt for at ekspropriere ressourcer og produktionsapparater, og afskaffe bourgeoisiets enevældige råderet over produktionen. Og specielt ikke ved at smadre de steder hvor folk arbejder. Det opstiller mere et slags scenarie hvor kampen går mellem et samfund med produktion og vækst, og et samfund hvor der slet ikke er nogen produktion, bare én stor losseplads. Tschk!
Derfor må den antikapitalistiske bevægelse istedet for bevæbne sig med et struktureret, materialistisk (ikke idealistisk) teoriapparat som marxismen, og arbejde konkret efter faktiske omstændigheder og muligheder.

Proudhon og Bakunin var ellers velmenende og ganske intelligente teoretikere. Og i 30′ernes Spanien kom man i det mindste i hak med at opbygge et anarkistisk samfund (som så blev sønderslået af nazisterne). Jeg forstår ikke hvad der er blevet af anarkismen, med de tossehoveder vi har idag?

Det var med stor skuffelse, dyb foragt og en kold fornemmelse løbende nedad ryggen at jeg læste politikens artikel den grønne højrefløjs bestræbelser på at afskaffe alt i principprogrammet der bare lugter af “revolution”, “klasse” og afskaffelse af kapitalisme.

Præmissen for disse bestræbelser bygger overordnet på typiske floskler om at vi jo skal være “moderne”, her suppleret med typiske middelklassemyter om at “kapitalismen (som begreb) er forældet”, og at vi lever i et klasseløst samfund.
Det er alt sammen forvrøvlede myter, for hvis kapitalismen virkelig var forældet som helhed, og der ikke længere var forskellige lag i samfundet med modstridende interesser, så ville der jo ikke være hverken arbejdsgivere, ophøjede profitfyrster, merværdi eller arbejdsgiverforeninger (eller andre borgerlige samlinger som f.eks. DI) der arbejdede på fuldt tryk for at rulle de sociale forbedringer (lempelige arbejdsvilkår, lønninger, timetal m.m.) tilbage. Hvilket jo netop er tilstede i dagens samfund.

Selve myten om det post-industrielle, klasseløse informationssamfund, lader meget til at bygge på den flade, dybdeløse klasseanalyse, hvor man blot deler folk op efter hvor mange penge de har i pungen, ikke efter deres systematiske position i samfundet.

Villy Søvndal selv, lægger op til at vi kun skal “tøjle kapitalismen”, som det også forlød i Nyhedsavisens artikel om SF’s principprogram den 1/5 ‘08, som han ellers mente havde fordrejet hans udtalelser.

Det er egentlig tragisk, efter min mening, at netop som vi render ind i én af kapitalismens naturlige epidemier - kriseperioden - så kan venstrefløjen ikke mane sig til mere end blot “lidt mere regulering”.

Kriser bliver ikke bare skabt af manglende regulering, eller af enkeltpersoner med en “uansvarlig” opførsel, men er en grundlæggende del af den borgerlige produktionsmådes dynamik; derfor skal den også løses grundlæggende.
Man kan ikke forhindre banker og finansfyrster i at spekulere priserne op til urimelige højder, med efterfølgende bristebobler, uden at samfundet som helhed har rådighed over denne sektor og lægger en plan for denne.

I øvrigt er den typiske opfattelse af revolution vanvittig absurd. Det er jo ikke fordi man ønsker blod i gaderne, krudt og kugler og væbnet opstand, bare fordi man er revolutionær. At være revolutionær betyder kun at man ønsker samfundsforandring på grundlæggende plan, hvilket sagtens kan foregå igennem en demokratisk proces.

Hvis flertallet i SF bestemmer sig for at afskaffe disse rester af egentlig klassebevidsthed, kan partiet ikke titulere sig selv “socialistisk”.
Man er ikke socialist bare fordi man omfordeler lidt fra rig til fattig. Fordi man beskatter. Fordi man regulerer markeder eller lignende.
Nej, disse mekanismer er kun en tilpasning af det bestående system, ikke en erstattelse. Socialdemokratiet rendte i en blindgyde (ift. deres økonomiske politik) slutningen af 1900-tallet, netop fordi de nåede deres mål og ikke indfri flere forandringer, da de vedblev med at opretholde det kapitalistiske system og blot reformere det.

Vi har ikke brug for flere socialdemokratiske forlængelser. Vi har brug for et parti der vil fungere som en demokratisk, udogmatisk varetager af arbejdernes interesser og gøre op med det frie markeds kaos og profitfyrsternes evige udplyndring, som ikke kan løses ved bare at “putte læbestift på grisen”.

Nyliberalismen ud af socialdemokratiet, reformismen ud af SF.

I sommeren 2005 kom et tidligere SF-medlem ved navnet Villy Dyhr med den antydelse at “med Villy Søvndal som formand bliver SF et mere traditionelt venstrefløjsparti“, og meldte sig efterfølgende ind i socialdemokratiet, med sin begejstring for Helle Thorning-Schmidt, (der senere skulle vise sig at blive garanten for den danske opfølgning på det nyliberale New Labour-koncept).
Han mente at partiet ville slå sig ind på en bedre kurs ved at ty til den samme politik som de europæiske grønne. Med valget af Søvndal ville liste F nu blive det lettere røde rædselskabinet, hvis man skulle tage ekspartigængerens drejning for givet.

Men hvad så nu? Efter Villy Søvndals nyere udmelding om sine egentlige politiske intentioner, er det svært at få øje på de traditionelle venstrefløjsværdier. Villy lægger her, letlæseligt for alle, ud med en klokkeklar accept af kapitalismens fundament. Ikke engang så meget som nationalisering af enkelte kernevirksomheder, (der istedet for blot at være indstillede på at skabe større overskud, kunne indrettes til at give resultater i en videre udstrækning) vil Villy høre tale om. Det eneste venstreøkonomiske Villy bekender sig til iflg. Nyhedsavisens bragte artikel, er et stærkt offentligt system, som så koeksisterer med det private regi.

Ka-pow! Så fik vi det da frem på bordet. SF har nu officielt løftet sløret om sit skift til den socialdemokratiske linje. Ihvertfald er frontfiluren ved at få det endelige stykke mejslet fast.
Mens det (*suk*) ældste “arbejderparti” i Danevang efterhånden har kasseret fokusset på fagbevægelsen og de lavere sociale lag, til fordel for en accept af (mmmh, det ligger godt i maven!) markedsgørelsen og det nyliberale tankesæt, kan SF jo passende indtage den rolle som socialdemokratiet plejede at passe før Nyrups højreskift (nu forstærket af Helle).

Og hvor er det dog håbløst begrundet fra Søvndals side. Endnu engang slutter skikkelser fra venstrefløjen sig til blådemagogernes evige inkonsekvente historiebenægtelse, ved at henvise til de faldefærdige østblok-regimer, der på ingen måde skildrer det udtænkte alternativ til kapitalismen. Sovjetunionen, Kina, Cambodja (føj), Laos, Cuba, Nordkorea, m.fl. var/er degenererede arbejderstater, ffs. Den konsekvente praksis disse eksempler kendetegnede, tog ikke blot overhånd, den imodsagde hvad alle velartikulerede marxistiske tænkere havde sagt var en umulighed.
Man ville gennemføre socialisme i et tilbagestående, feudalt bondesamfund. Infrastrukturen var på ingen måde indrettet til at håndtere, og revolutionen var tilmed isoleret.
Derudover har man i flere (hvis ikke samtlige) af det 20. århundredes historiske eksempler haft en økonomisk indretning, der grundlæggende levede af den kapitalistiske samfundsform, men pakket så tæt ind i gennemreguleringer, at det økonomiske grundlag på ingen måde kunne formå at spirre, men lugtede af socialisme.
De kunne nok kun betegnes som socialistiske efter en stalinistisk og meget rigid definition.

Sovjetunionen er derfor ikke argumentet for hvorfor markedskapitalismen er den eneste platform at sætte sine ben på.
Den er derimod argumentet for at man aldrig skal gennemføre revolutioner (under påskyndelse) i underudviklede, feudale landbrugssamfund, eller forbyde arbejderklassen og menig mand i at danne/organisere andre partiplatforme end det parti som en loge af deforme, sekteriske dogmatikere anser som det sandfærdige.

I øvrigt påviser Søvndal indirekte, at overskudsproduktion kun er kendetegnende for planøkonomi, i hans fortælling om “…da jeg som helt ung mand sad på et universitet i Kiev (hovedstaden i Ukraine, red.) og kiggede på en russisk produktionssplan. Jeg synes, det var voldsomt detaljeret, hvad man politisk havde besluttet, at der skulle produceres af sandaler i Sovjet dengang. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvad nu, hvis det regner mere, end det plejer, denne her sommer? Så kommer de til at ligge inde med at hav af sandaler. Og der må man sige, at vores marked er ekstremt dynamisk og ubureaukratisk.”

Det er jo helt håbløst, når netop overproduktionskriser er iboende i den kapitalistiske sammensætning. Produktion der udelukkende tilgodeser opnåelsen af profit, snarere end at forholde sig til de egentlige behov, giver et sådant resultat.

Det gør det så ikke bedre, at der i slutningen af artiklen stilles det tragiske spørgsmål:

“…vil man med dig som formand for partiet om nogle år kune se et SF, der er langt mere midtersøgende i sin politik“[?]

Og det kan man frygte, hvis dansk politik fortsætter i den karakter som den har gjort hidtil. Nu burde grænsen efterhånden være overskredet flere sømil. Som om det ikke var tilstrækkelig ørepineri at man skal tvinges til at høre V- og S-politikere gentage hinandens nærmest farcerende populistiske angrebslinjer.
Vi trænger til noget mere fast grund under fødderne. Vi har ikke brug for mere “alsidighed” i form af overtagelse af modsatte fløjs grundlæggende værdisæt. Det er allerede slemt nok som det er nu. Vi mangler politikere der kan besidde et klart standpunkt, med ordren i begreberne, og fremføre markante forandringer, uden at pakke det ind i modsatrettede ordforbrug.

Den opgave kan midten netop ikke klare. Midten er IKKE(!) redningen for de politiske spændinger der plager samfundet mest. Den er tværtimod en hindring for substans og klarsynethed. Gang på gang har vi lagt øjne til den perfide nedsmeltning af selvstændige mærkesager, udsalget af ideologiske standpunkter og hvordan “eksperterne” lallegladt pålægger de dominerende magthavere forventningen om at søge mod midterpuljen så de jo kan tiltrække “den brede befolkning”.
Men hvad vil man med indflydelsen hvis man lader sig standardisere fremfor at stræbe ud fra egne pejlemærker..?
Ny Alliance, og større dele af S, R, og V har bevist hvor opslugende et sort hul den danske midte er.
De førende beslutningstagere kører rundt og rundt, istedet for at vælge side, og trækker partitropper på hver side af “fløjtæppet” til at kompromisere hele deres politiske grundlag væk, der ender med at minimere forskelligheden mellem de forskellige parter og derved slække muligheden for alternativer. Det er absolut ikke ambitiøst. Det er små skridt i hver retning fra tid til anden, og vildfaren populisme.
Hvor mange hører ikke andre vælgere tale om hvor latterlig de synes politikken her til lands er blevet, fordi de fleste siger noget lignende det samme?

Der er dog stadig et godt stykke at kravle hvis SF skulle nå ned i midterbaljen. SF har stadig gode, konstruktive kortsigtede løsningsmodeller til konkrete problemstillinger, der klart peger et vist stykke til venstre, og brugbare kulturradikale standpunkter på rets- såvel som uddannelsesområdet og det udenrigspolitiske.
Men med den teori de lægger for dagen, giver det ikke meget mening at de betegner sig som socialistiske. Det nytter ikke at forsøge på at kludre sig udenom definitionernes oprindelige betydning ved at pynte et knæfald for kapitalen med div. retoriske kransekagestykker som “Lige ret til frihed gennem fællesskabets ansvar”, eller “lige muligheder for alsidig livsudfoldelse”, som om at det var det rent systematiske fundament for en kollektiv samfundsplatform med arbejderdemokrati(??).
Det er snarere præget af småforvildede socialreformistiske grundpræmisser om “fredelig sameksistens” mellem udbyttervældet+klasseprivilegier og arbejderselvstyre, pakket ind i andre begreber så de stadig kan betegne sig som socialister.

Lad liberalisterne, de konservative kræfter og de midterborgerlige fremme markedstankegangen, og de progressive fronter føre arbejderpolitikken og de sociale forbedringer (hvis ikke mere).
Nyliberalismen ud af socialdemokratiet, reformismen ud af SF. Mere polarisering. Nu, eller snarest.