URBANblog

Arkiv for 'Bureaukrati' Kategorien

Forbud mod vandpibetobak - Giv Forbudsdanmark fingeren!

lørdag, 14.11.2009.

Nu er de demagogiske borgpolitikere sat på banen med endnu en automatlogisk frihedsindsnævring. Alt imens krisen kradser sår og folk står uden job og får sværere ved at få sammenhængskraft i dagligdagen, sidder disse højtflyvende formyndere og gennemridder statistikker og bruger hjernekrudt på at finde flere måder på at genere vores privatliv og gøre vores personlige livsudfoldelser til syndebuk for samfundets kvaler, istedet for at gå i hak med virkelige problemer!

Jeg citerer fra DRs tekst-TV:

“De unge ryger for meget vandpibe i Danmark. Et flertal af partierne partierne ønsker derfor et forbud mod vandpibetobakken.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er nu gået aktivt ind i sagen.
- “Det er en rigtig dårlig ide med den søde vanedannende tobak i vandpiber.
Det er bekymrende, at den er blevet så populær blandt unge, og derfor er jeg ved at undersøge, hvordan vi kan gennemføre et forbud i Danmark´´”

Det kritisable er især at både venstre- og højrefløjen generelt støtter dette forslag.
For arbejderpartiernes vedkommende, virker det som om at man istedet for at køre klassekampen mod arbejdsgiverne/bourgeoisiet der presser almindelige ned i løn og ud fra arbejdsmarkedet, så forsøger disse pylrede formyndere istedet på at forbedre vores sociale kår, ved at angribe civilsamfundet selv, med stramme, nytteløse, bureaukratiske regler mod vores egen private adfærd.

Forbud er en sovepude ift. reelle problemløsninger, der kun skaber sorte markeder og frustration i det nedre samfund.
Det fratager folk retten til at sætte grænser for sig selv og dermed finde ud af hvordan de bedst balancerer deres livsstil. De bliver absolut ikke klogere af det.
Hvad bliver det næste? Tidsbegrænsning på at se TV og spille? Sexregulering? Alkoholforbud?
Disse højtflyvende stasi-politikere koncentrerer sig åbenlyst kun om umiddelbar statistik og formelle talangivelser for befolkningens sundhed. De forholder sig ikke til hvordan vi selv har det med at posere som vi gør. Eller om vi overhovedet har brug for skide tre ekstra leveår?
Det er i øvrigt demagogik af værste skuffe de skovler frem. Vandpibe, vanedannende? Den afgørende forskel fra alm. smøger er at vandpibe netop IKKE er vanedannende. Vandpibetobakken skader ligeså meget som den alm. tobak, men gør ikke én afhængig.
Og så kører de på den typiske luftballon om at det “føøører til” værre former for nydelsesmidler. Det er som at sige at alkoholikere startede med mælk.

Mystisk er det også, at selv Enhedslisten nikker ja til denne frihedsindskrænkning. Hænger det ikke rimelig dårligt sammen at gå ind for fri hash men samtidig forbyde en endnu mere harmløs form for rygning? *Face palm*

Hvis man ønsker at realisere alt hvad der hedder selvbestemmelse, frihed, og frihed til forskellighed, så skal man være imod og bekæmpe denne normalistiske tvangsepidemi.

Det er på tide at stoppe disse populistiske tosserier.
Giv nu ForbudsDanmark fingeren!

For en venstrefløj uden formynderi og forbudsmanier,

~ Thomas A.

Jes Fabricius Møller er tør i rugen

mandag, 08.06.2009.

Fra DR: “Hvis folk gør som Ekstra Bladet anbefaler, så gør de ligesom studenter, der dumper til eksamen: De svarer ikke på dét, der bliver spurgt om. Hvorfor ofre en ligestillingssag, der i princippet er glimrende, for at fremme en anden dagsorden, der har at gøre med, om man er for eller imod kongehuset?”
Jes Fab.

Hvor er det dog tåbeligt og en kende lavdemokratisk af denne historiker at anfægte folks ret til at stemme nej. At stemme nej til tronfølgeloven fordi at “arvefølgen i kongehuset intet har at gøre med ligestilling. Kongehuset handler om at være født ind i en priviligeret, udvalgt famile, og er et levn fra fortiden” (som Ekstrabladschefredaktøren skriver) er ikke at ignorere hvad sagen handler om, det er at stemme nej til spørgsmålet, med en bestemt begrundelse, som Jes bare ikke bryder sig om. Der er jo ikke nogen der stemte nej i håb om at alene det kunne afskaffe Kongehuset, for det ville jo ikke udløse en sådan ændring.

Demokrati indebærer retten til at være for, imod eller neutral, uanset hvad grunden bag denne stillingtagen så er. Hvilke grunde vi end har til at stemme nej eller ja, skal denne forkælede, og småelitære historiker ikke forbyde os. Folks individuelle præmisser for en bestemt stillingtagen er IKKE noget belæg for at erklære deres demokratiske stillingtagen ugyldig!

Han skriver i øvrigt andetsteds: “Jeg ville bestemt ikke være glad for situationen, hvis jeg var dronning Margrethe. For monarkiet er en institution, hvis berettigelse består i en meget stor folkelig opbakning. Hvis det lykkes et mindretal af republikanere at tvinge ja-siden ned på det mindst mulige ved en folkeafstemning, er det udtryk for, at der er ved at være et antal modstandere mod monarkiet, som man er nødt til at tage alvorligt”

Uh huh? Hvorfor høvlen skal vi tage det alvorligt? Denne “tvangs” fra nej-siden er ikke mere tvang, end når politikere, meningsmagere forsøgere at opnå folkelig opbakning ved spredning af budskaber og lignende. At folk af forskellige politiske strømninger påvirker hinanden og den menige mand, er der iflg. min mening ikke noget at sige til.

Noget lignende det samme som det første,  siger Jes om folkeafstemninger generelt:
“Når folk dumper til eksamen, kan man sige, at de ikke har læst nok eller fulgt ordentlig med i undervisningen. Nej, folk der dumper svarer ikke på det de bliver spurgt om. Sådan er det også tit til afstemninger - folk svarer ikke på det de bliver spurgt om.”

Her fornemmer jeg nærmest et ekko af EU-bureaukraternes (i liste N-slang: eurokraternes) folkeforagt. Når nu han siger det ‘tit’ er sådan til afstemninger, kunne jeg forestille mig han har de EU-relaterede folkeafstemninger i tankerne på dette. Hvad jeg vil ind på her, er at der i forhold til EU-afstemningerne nemlig er en grund. At politikere, medier og embedsfolk konsekvent eller inkonsekvent tilbeholder reel information om hvad der foregår i EU-parlamentet, hvilke planer der er på bureaukraternes bord, hvilke reelle hensigter der ligger bag, og hvad der foregår i øvrige dele af EU-fæstningen. I den anledning kan man derfor forvente, at folk svarer mere løst i luften og ikke har en helt så grundig og gennemarbejdet baggrund for sin stillingtagen.

Indignationen over den evindelige topstyring og manglende mulighed for at forandre og have indflydelse på beslutningerne bør dog under alle omstændigheder komme til udtryk i vælgerdommen. For ét er, hvor meget de forskellige parter er blevet uddannet og har læst om det bestemte embede, noget andet er hvilke interesser de forskellige lag og rangarter af samfundet har, og hvilken DEL af virkeligheden de er i kontakt med! Lige præcis derfor er det, at vi ikke altid kan bruge belæste akademikere og embedsmænd til noget, og at vi ikke altid bliver mere oplyst af at det er dem der svinger staven. For hvis de alligevel sidder oppe i et elfenbenstårn og anskuer virkeligheden fra en uhyrlig abstrakt vinkel, kan de have forkludrede løsninger og indgangsvinkler til de problemer eller holdninger der befinder sig i samfundet.

Den åndsforsmåede sammenblanding af Lenin og Stalin

fredag, 05.06.2009.

De fleste midter-, højre- og centrum-venstre-analytikere hælder til analysen om at leninismen som politisk tendens var/er synonym med stalinismen, hvilket er helt og aldeles forkert.

Den samfundsforandring der fandt sted under Stalin var i afgørende modsætning til Lenins kriterier for en sund arbejderstat. Progressionen i civillovgivningen man gennemførte under de tidlige bolsjevikker og i forhold til selve produktionsformen, stod i dyb kontrast til “Stålmandens” gulag-despoti, hvor der i virkeligheden var tale om en kontrarevolution. Uanset at Lenins partistruktur er meget streng og disciplinær, var der stadig langt imellem denne, og så til en model, hvor hele samfundet nærmest var påført en centralisme, udvidet til det absolutte. Bl.a. kendetegnet med deportering af revolutionære tænkere til Siberien, udrensninger i partiet, klapjagt på oppositionsfolk (i den grad også fra venstrefløjen!), stalinistiske lejemordere, meningspoliti, og anbringelse i tvangslejre.

Lenin var under alle omstændigheder agitator for et arbejderdemokrati i form af arbejderkomiteer, valg af alle embedsmænd, tilbagetrækning af kandidater, lige løn for både bureaukrater og arbejdere (som er blandt kriterierne for en sund arbejderstat, nedfældet i Lenins værk ‘Staten og revolutionen’) og ikke for en statssammensætning á la det stalinistiske etpartistyre.
Forskellen fra “proletariatets diktatur” til partiets diktatur”, er ligeledes vigtig at markere.

Også på punktet om statens militære apparat er Stalin og Lenin åbenlyst modstridende. Fra “ingen stående hær, men et bevæbnet folk” til kampvogne der ruller ind i Østeuropa og påtvinger Polen m.fl. et totalitært styre.
Stalin opbyggede også et statsapparat hvor partiet havde økonomiske privilegier på linje med et typisk bourgeoisi.
I modsætning til førnævnte kritierie om at ingen embedsmænd bør lønnes mere end den jævne arbejder (for at undgå levebrødsbureaukrater og nyrrige slyngler).

Højt op på listen af eksempler står den statskapitalistiske produktionsmåde med styring fra oven af et privilegeret bureaukrati, i modsætning til en egentlig arbejderstat, hvor der planlægges demokratisk, på basis af menige indbyggeres egne beslutninger, i samråd med staten.

Derudover oplevede Rusland et kæmpe tilbageskridt ift. kvindefrigørelsen og almene borgerrettigheder, i modsætning til revolutionens første år hvor abort og homoseksuelle parforhold blev afkriminaliseret.
For ikke at tale om alt det nationale hegemoni som det stalinistiske bureaukrati brugte som slør for den afsporede “klassekamp” og elendighederne ved det allestedsnærværende diktatur.

At Josef Stalin karakteriserede Sovjetunionen “marxistisk-leninistisk” og erklærede at bygge på hans læresætninger og teorier, spiller en ret underordnet rolle heraf. Der er altid nyrrige slyngler der tager andre til indtægt for deres gøren og laden.
Personligt er jeg skam ikke leninist. Der er stadig for meget disciplin og meningspligt til at jeg kan æde en partistruktur som ‘demokratisk centralisme’. Men frontsammenblandinger som denne her er afsporende, manipulerende og skaber ignorante forståelser af det politiske spektrum. Lige så vel som Trotskijs forkerte manøvre med at sætte Makhno-anarkisterne i bås med Tsaren og Kornilov kan synes at være meget absurd.

EU & Test om det forestående Europaparlamentsvalg

søndag, 10.05.2009.

Resultat fra EP valgtest på Altinget:

Du er mest enig med:
N. Folkebevægelsen mod EU Rina Ronja Kari 83%
N. Folkebevægelsen mod EU Ditte Staun 76%
N. Folkebevægelsen mod EU Johanne Langdal Kristiansen 73%

Du er mindst enig med:
C. Det Konservative Folkeparti Thomas Krarup 28%
C. Det Konservative Folkeparti Michael Christensen 30%
C. Det Konservative Folkeparti Christian Wedell-Neergaard 33%

Wow, hvor præcist! Jeg havde i forvejen besluttet mig at stemme på de (stejle) N(ej’ere). Dagsordenen i EU dikteres fra oven af embedsmænd, lobbyister og bureaukrater, og ikke de politikere vi vælger ind i Bruxelles-parlamentet. Derfor er det ualmindelig tyndhudet at fremstille EU som en neutral politisk platform, hvor alle kan være med.
Eller, som en Henrik Guldborg sagde i kommentarfeltet på en Modkraft’s blogge:
“EU’s regler er så tippet i forhold til liberalismen, at det halve kan være nok. Samtidig gør Kommissionens initiativret (altså at det kun er denne gruppe embedsmænd, der kan udarbejde lovforslag), at demokratiet i EU er en joke. Varernes, kapitalens, serviceydelsernes og arbejdskraftens frie bevægelighed er EU’s såkaldte “fire friheder”. Det er reelt en bombe under den solidariske velfærd. Dette grundlag er indskrevet i traktaterne! Nok så meget god SF-politik i EU-parlamentet kan ikke ændre herved. Det svarer nærmest til en fodboldkamp, hvor bolden kun må spilles på den ene banehalvdel og så kalde det en fair kamp.”

Ergo er selve EUs fundament en hæmsko for en demokratisk udvikling. Og selve formen er jo ikke noget man kan ændre indefra.

Testen kan varmt anbefales!

Venstres hovedløse sammenblanding og Søvndal om ØD

onsdag, 29.04.2009.

- fra http://jp.dk/indland/indland_politik/art…

“På facaden virker Villy hyggelig, sjov og politisk tilforladelig, men samtidig forsøger han at snige rendyrket socialistisk dogmatik ind af bagdøren, hedder det i nyhedsbrevet som illustreres af et billede at Maos “Lille røde” og teksten: “Er det mon Maos “Lille røde”, der har inspireret Villy Søvndal…?”

Ifølge Venstre vil SF således indføre økonomisk demokrati (ØD) på landets virksomheder og dermed “fratage virksomhedsejere deres ret til selv at bestemme over virksomhedens økonomi”.”

Gudfaderbevares. Som om at økonomisk demokrati har det ringeste at gøre med Sovjetunionen, hvor der jo netop IKKE var økonomisk demokrati, men tværtimod en bureaukratisk dikteret produktionsplanlægning fra oven af et privilegeret statsapparat. Arbejderråd var ikke tilstede efter Stalins kontrarevolution (USSR var statskapitalistisk det meste af vejen, ikke socialistisk).

Og hvor er det plat at fremstille det som en “fratagelse” af personlig frihed og selvbestemmelse, for at arbejdsgiverne dikterer alle de andres position på arbejdspladsen, er jo netop IKKE selvbestemmelse, snarere noget der minder om enevælde.
De reaktionære torskehoveder bliver da også dummere og dummere. Kun ved at vende tingene helt og fuldstændigt på hovedet, kan de fremstille sig selv som “frihedens” garanter og eneleverandører.

Der er ikke engang nogen egentlig socialisme at spore i Villys oplæg. Ingen ekspropriering, eller grundlæggende opgør med privatejet, hvis man da skal dømme ud fra hans tilbagesvar:

“Jeg har da aldrig været i nærheden af at foreslå sovjetiske tilstande i Danmark. Og vi har heller aldrig foreslået ØD. Men vi har foreslået en ordning, hvor medarbejderne og virksomhederne afsætter en pulje penge til videreuddannelse.”

En sideløbende påstand:
“- Forbilledet for SF’s nye ledelse har muligvis været det 16 medlemmer store Politbureau, der var det øverste politiske organ i Det Kommunistiske Parti i Sovjetunionen. SF’s nye principprogram er en lille pamflet med socialistiske paroler, der lyder som et ekko fra Mao og Marx. Man fristes til at kalde det nye principprogram for Villys lille røde, hedder det i nyhedsbrevet.”

- Hvad så med Venstres evindelige topstyre, smagsdommeri og tendens til forbyde kritikere munden indenfor deres eget partipalads?
Uanset det, bør man dog naturligvis være på vagt overfor den foreløbige udvikling i SF. Centralisering skal begrænses til kun at gælde i et absolut nødvendigt omfang. Ellers ender vi som socialdemokraterne hvor partitoppen orienterer sig til en nyliberal dagsorden mens der i baglandet hersker en mere klassisk socialdemokratisk idéånd.

Terrorbekæmpelse..? My aching butt.

fredag, 12.09.2008.

“Den konservative franske regering har i et direktiv den 1. juli tilladt politiet at oprette en database over personer, der er aktive i politiske bevægelser, fagforeninger, religiøse foreninger og andre organisationer.

Databasen, der kaldes EDVIGE-projektet, vil registrere alle over 13 år, der »grundet deres individuelle eller kollektive aktiviteter formentlig vil forstyrre den offentlige orden«, skriver computerbladet Comon på sin hjemmeside.

Det er ikke kun de personer, som politiet mener, udgør en sikkerhedsrisiko, der registreres i databasen, men også dem, »der har søgt eller søger den direkte og ikke tilfældige kontakt med disse personer«.

Databasen vil både registrere navne og adresser, fysiske kendetegn, skatteoplysninger, juridiske forhold, seksuel orientering og helbredsoplysninger på personerne.”

- Fra http://modkraft.dk/spip.php?article8636

 Jøsses i helvedesilden. Som om virkeligheden ikke var skræmmende nok i forvejen. Det forebekommer mere og mere evident hvordan den herskende klasse, også den dag idag, benytter staten som værktøj til at fastholde deres privilegier og dagsorden.

Og alligevel står det halve af befolkningsmasserne rundt om i Europa kraftederdøjteme og skriger på mere politikontrol, reaktionær retspolitik og perfide terrorpakker..?
Det er simpelthen utænkeligt hvordan borgerlige fløjfolk samtidig kan fungere som prædikanter for vestlig “demokrati og frihed”.

Man taler om totalitære tendenser indenfor de reaktionære rækker, som om det skulle være noget der kun eksisterer på venstrefløjen. Gudfaderbevares.

Dette hører vi aldrig om i massemedierne. Hvis interesser varetager de?
En ræverød agenda siger man i blå stue. Den udlægning køber jeg ikke før det sner på Cuba.

Massemediernes løgne om “marxismens 100 millioner af ofre”…

onsdag, 19.03.2008.

…afdækkes her:

http://www.dkp-ml.dk/ART/0545.htm

“…alle, der gennem årene har spekuleret i døde og fængslede i Sovjetunionen, har erklæret, at den dag arkiverne åbnes, ville deres påstande blive bekræftet. Det har alle der har spekuleret i døde og fanger i Sovjet sagt.

Men da arkiverne rent faktisk blev åbnet, og rapporterne begyndte at strømme ud, skete der noget mærkeligt. Nu var hverken spekulanterne i døde og indespærrede eller Gorbatjovs nye frie presse interesserede i arkiverne mere.”

(…)

Stabler af fantasital som disse dukkede op i den borgerlige presse i 1960’erne. De blev altid fremstillet som sande kendsgerninger, tilvejebragt på basis af videnskabelige metoder.

Massemediernes indflydelse på den offentlige opinion er så stor, at store dele af befolkningerne i de vestlige lande den dag i dag opfatter tallene som sande.”

Som aldeles anti-autoritær og udogmatisk venstrefløjet tænker må jeg under alle omstændigheder lægge afstand til morbide, centralistiske regimer som USSR.

Men derfor betyder det på ingen måde, at man skal puste diverse dødsantal op til mere end hvad de er.
Især ikke under så grufuld hjernevask og propagandistisk selvopbyggelse som det blev gjort i 50′erne frem til 90′er-årtiet, uden at den røde side af mønten fik lov at blive bragt frem i det offentlige lys.